Hilsen fra Zlatan
Indkast.dk bringer et kapitel fra bogen om om Zlatan. Det handler om "Rollemodellen fra Rosengård".
- Du kan tage drengen ud af Rosengård, men du kan ikke tage Rosengård ud af drengen.
(Citat af Zlatan Ibrahimović skrevet på en bro ved indgangen til Rosengård.)
I 2015 begyndte der på sociale medier som Twitter og Facebook at dukke en række ”facts” om Zlatan op. Under hashtagget #zlatanfacts kunne man læse, at Zlatan Ibrahimović engang afholdt en stirre-konkurrence med det næsten lige så berømte maleri Mona Lisa. Zlatan vandt. Man kunne læse, at Zlatan engang blev udsat for en løgnedetektor. Maskinen indrømmede alt. At Zlatan ikke scroller med en mus. Han bruger en løve. Man fik at vide, at da Zlatan var lille, sov hans forældre i hans seng, når de var bange. At Zlatan engang dræbte to sten med én fugl. Og så videre...
Zlatan er et fænomen, som med sin personlighed og spektakulære spillestil skiller sig ud fra alle andre i international topfodbold. Han har i kraft af at være Zlatan – med et fint ord – transcenderet sporten, han er blevet mere end ”bare” en fodboldspiller. Et ikon, en superhelt og en enorm inspiration for en ny generation. Ingen andre spillere de sidste 25 år har haft Zlatans dybt originale blanding af mod, evner og karisma.
Ord er blevet opkaldt efter Zlatan. Både på fransk og svensk kan man sige ”at zlatanere”, at dominere eller udslette. I virkeligheden findes der ikke andre ord til at beskrive Zlatan selv end ”Zlatan”. De ord, der kommer nærmest en dækkende beskrivelse, er sandsynligvis absurditeterne, man kan læse i #zlatanfacts.
Måske er #zlatanfacts i al deres absurde overdrivelse ikke så langt fra virkeligheden. To ”facts” lyder: ”Da Zlatan gik i skole, rakte læreren hånden op, når han ville tale med Zlatan.” ”Zlatan blev engang stoppet af politiet. Han lod dem slippe med en advarsel.”
I virkelighedens verden, det vil sige Ligue 1-opgøret mellem PSG og Rennes i januar 2015, havde Zlatan brokket sig til kampens dommer, Philippe Kalt, over en situation. Derfor kaldte dommeren Zlatan hen til sig. Zlatan flyttede sig ikke én centimeter. Svenskeren blev stående og kiggede på dommeren, der kaldte og kaldte og vinkede og vinkede Zlatan hen til sig med håndbevægelser og fagter. Mange gange. Zlatan stod blot med hænderne i siden og kiggede på ham. Til sidst måtte dommer Kalt selv gå de 10 meter for at tale med den iskolde svensker. Som så mange andre før og siden måtte dommeren sande, at der er én mand på banen, der har større autoritet end alle andre. Sådan har det – næsten – altid været.
”Vi boede i Rosengård uden for Malmø, og her var fyldt med somaliere, tyrkere, jugoer, polakker, alle mulige perkere og svenskere. Vi unge spillede smarte alle sammen. Vi tændte af over ingenting, og det var ikke let derhjemme, det kan man roligt sige.”
Zlatan Ibrahimović om sin barndoms ”gade”. Sine rødder. Hans forældre var flygtet fra Jugoslavien, som var blevet samlet efter Anden Verdenskrig og bestod af en lang række regioner med tusind års dybe etniske og religiøse forskelligheder. Bosnierne, også kaldet bosniakker, var muslimer. Kroaterne og serberne var katolikker, men det gjorde dem ikke til venner, tværtimod. Serbere og kroater og bosniere var blevet tvunget ind i et nationalt ægteskab. Efter Anden Verdenskrig var de blevet tvunget til at være i samme land. Det kommunistiske styre holdt befolkningen i kort snor, og det lagde låg på stridighederne, indtil låget gik af, da kommunismen kollapsede mange år senere, omkring 1990.
Jugoslavien lå på Balkan, og Balkan er blevet kaldt mange mindre pæne ting gennem historien. ”Europas syge mand” og ”Europas krudttønde” for eksempel. Man siger om folk med et eksplosivt temperament, at de har Balkan-temperament. Balkans folk er også kendt for at være nogle hårdføre typer, der kan tåle meget. De har stor passion og store følelser, som kommer til udtryk i både musik, dans og slåskampe. De har stolthed, og de har ære. Sport er meget udbredt på Balkan. Overalt, på gader og veje, er der basketball- og fodboldkampe i gang. Der er mange dygtige basketballspillere, fodboldspillere, håndboldspillere og kampsportsudøvere.
I 1960'erne og 1970'erne søgte mange jugoslaver lykken uden for landet. En stor del af dem kom til Sverige, og en af dem var Šefik Ibrahimović fra Bijeljina i Bosnien, der i 1977 kom til Sveriges tredjestørste by, Malmø. Nede i Bosnien havde han bestemt sig til at udvandre til København, men af ret tilfældige grunde endte Ibrahimović 10 kilometer længere mod øst, på den anden side af Øresund. De fleste ”jugoer” havde nemlig i forvejen bekendte og slægtninge, der var rejst til Sverige. Efter kort tid mødte Šefik Jurka Gravić, som var flygtet fra landsbyen Prkos nær Škabrnja i Kroatien. Hun var flyttet til Sverige nogle år forinden, og for at få opholdstilladelse giftede Šefik sig med Jurka.
De fik en lejlighed i bydelen Rosengård, som blev opført omkring 1970, og mod slutningen af årtiet var den overvejende beboet af indvandrere fra Tyrkiet, Afrika, Balkan, Mellemøsten og andre dele af verden. Arbejdsløsheden og kriminaliteten i området var den højeste i Skandinavien pr. indbygger. Rosengård var en såkaldt ghetto.
Her fødte Jurka deres første barn, datteren Sanela, i 1979, og to år efter kom sønnen Zlatan til verden. Navnet Zlatan stammer fra Bosnien-Hercegovina og betyder ”den gyldne”, efter ordet zlato, der betyder guld. Ibrahimović betyder ”Ibrahims søn”, idet endelsen ić og vić betyder søn. Ibrahim er den arabiske form af det bibelske navn Abraham, og det er udpræget muslimsk. Navnet Zlatan er til gengæld neutralt og bruges af både kroater, serbere og bosniere.
Det første, Zlatan har hørt og set her i verden, er efter hans eget udsagn ballade og skænderier. Det var ingen lykkelig familie, han blev født i. Balkan-temperamentet kogte over hos både Šefik og Jurka. Ingen af dem trak sig i nærkampe, ingen af dem fandt sig i noget. De blev skilt, da Zlatan var to år.
Zlatan kom til verden den 3. oktober 1981. Den uge han blev født, udkom den ærkesvenske forfatter Astrid Lindgrens børneklassiker Ronja Røverdatter. Den blev berømt i hele verden, men ikke mange læste Astrid Lindgren i Rosengård.
Det store samtaleemne i Sverige og resten af verden i de uger var den sovjetiske ubåd, der gik på grund ud for Karlskrona. Det var de også ret ligeglade med i Rosengård.
Der var heller ingen i Šefik Ibrahimovićs omgangskreds, som hørte det svenske nationalorkester Abbas sidste megasælgende album The Visitors, der udkom kort efter. De hørte til gengæld balkansk, tyrkisk og mellemøstlig musik. Den femdobbelte Wimbledon-mester og nationalhelt Björn Borg havde lige tabt finalen i US Open til John McEnroe, men ingen i Rosengård gik op i hverken Björn Borg eller det andet kæmpestore svenske sportsidol, slalomkongen Ingemar Stenmarks triumfer.
Mange af Šefik og Jurkas bekendte havde til gengæld siddet klistret til skærmen få uger inden, da Jugoslaviens stærke fodboldlandshold mødte Danmark i Københavns Idrætspark i VM-kvalifikationskampen, der var afgørende for begge hold. Både Danmark og Jugoslavien havde stærke mandskaber, men Jugoslavien vandt og kvalificerede sig til VM.
Zlatan var en lille fyr med en stor næse, han læspede og gik til talepædagog, som skulle lære ham at sige S. Det fandt han meget ydmygende, og han har selv sagt, at han havde brug for at hævde sig. Det sprællede i kroppen på drengen, der ikke kunne sidde stille. ”Det var, som om der ikke kunne ske mig noget, hvis bare jeg løb hurtigt nok.”
Efter skilsmissen boede Zlatan hos sin mor. Hun fik flere børn med flere forskellige fædre og arbejdede hårdt som rengøringshjælp, ofte 14 timer i døgnet for at få husholdningspengene til at slå til. Der var ikke meget tid eller mange kærtegn tilovers. Zlatan fik for det meste kun negativ opmærksomhed, og så vankede der lussinger og tæsk med grydeskeer, som af og til knækkede på ryggen af ham, når moren slog til. Da han faldt ned fra taget i børnehaven og løb grædende hjem med et blåt øje, fik han bare en øretæve, fordi han var kravlet op på taget.
”Jeg blev helt chokeret og trak mig væk eller løb ud.” I sin selvbiografi Jeg er Zlatan Ibrahimović beskriver han, hvordan han måtte klare sig selv meget tidligt.
”Der var ingen, der spurgte: 'Hvordan har du haft det i dag, lille Zlatan?', ikke noget i den stil. Ingen voksne, der hjalp med lektierne eller ville vide, om du havde problemer. Du måtte klare dig selv, og det hjalp ikke at beklage sig, hvis nogen havde været lede. Du måtte bide tænderne sammen, og der var kaos og ballade og en del klø i luften.”
”Derhjemme snakkede vi ikke ligefrem som almindelige svenskere, ikke noget med: 'Skat, vil du være sød at række mig smørret,' men snarere: 'Hent mælken, din idiot!'”
Han var tæt knyttet til søsteren Sanela, og i weekenden var de sammen med faren Šefik, som gav dem softice og cola og nye Nike-sko. Hverdagen hjemme hos moren var præget af kaos i små, skiftende lejligheder. Indtil Zlatan var 10 år, boede han sammen med moren, søsteren, to halvsøstre og en halvbror. De sociale myndigheder blev inddraget, og efter mange udredninger blev omgivelserne hos moren anset for at være uegnede. Zlatans far fik forældremyndigheden over ham.
Zlatan var vant til, at samvær med far var lig med tivoliture og cola og burgere, men hverdagen var ikke nogen tivolitur, skulle det hurtigt vise sig. Šefik Ibrahimović arbejdede som vicevært og murer og havde et rygende balkansk temperament. Han kunne bære en seng på ryggen hele vejen hjem fra Ikea og de mange kilometer til Rosengård. Han var en mand med æresbegreber, og han kørte hele byen rundt for at finde dem, der havde generet ham eller hans børn.
På andre omsorgsområder var Šefik Ibrahimović ikke så stærk. Stuen havde en sofa og et tv, som skulle udgøre hyggen, og køleskabet var tomt. Der var kun øl og toastbrød, og Zlatan måtte gå til kammerater, når hans mave skreg af sult efter lange dage, hvor han stod til langt ud på aftenen og øvede tricks og finter. De flyttede hele tiden rundt, der var ingen penge, og Zlatan begyndte at stjæle cykler. Det gav ham et kick. Han fik sine første fodboldstøvler, da han var fem år. Det var de allerbilligste fra discountsupermarkedet, de lå ved siden af tomaterne og gulerødderne. Da Zlatan var seks år, begyndte han at spille i klub. Hans første klub var Malmö Boll- och Idrottsförening (MBI). Zlatan kørte til træning på stjålne cykler og opførte sig efter eget udsagn ”nok ikke altid så godt”. Trænerne sendte ham hjem, og han råbte og skreg tilbage, når træneren ude fra sidelinjen råbte, at han skulle aflevere bolden i stedet for hele tiden at gå selv.
Zlatan følte sig som en fremmed i klubben, hvor der var flest svenskere og færre udlændinge. Mange af forældrene brokkede sig over hans tricks hjemme fra gården, og Zlatan bad dem ”gå ad helvede til”. Han skiftede klub flere gange, men det var i FBK Balkan, han følte sig mest hjemme, som han fortæller i Jeg er Zlatan:
”I MBI stod de svenske fædre og råbte: 'Kom igen, drenge. Godt arbejde!' I (FBK) Balkan var det mere: 'Jeg skal kneppe din mor i røven.' Det var sindssyge jugoslavere, der kæderøg og smed med sko, og jeg tænkte: Herligt, nøjagtig ligesom hjemme. Her kan jeg trives.”
FBK Balkan blev grundlagt i 1962 af jugoslaviske indvandrere og er en af de ældste immigrantklubber i Europa. Ivica Kurtović var bosnier, ligesom Zlatans far, og han blev træner for den niårige Zlatan. Kurtović beskrev i et interview med Euroman i 2014, at Zlatan allerede som dreng demonstrerede den karakter og de træk, han er kendt for i dag.
”Jeg har set mange med større talent end Zlatan, men jeg tror, at to faktorer blev afgørende. Den ene er hans stædighed. Han ville gøre tingene på sin egen måde. Nogle gange, når jeg cyklede hjem om aftenen, så jeg ham spille for sig selv på grusbanen på Cronmans väg, hvor han boede, selv om der ikke var andet end lys fra lejlighederne i nærheden. Den anden vigtige faktor var hans mod. I nærkampe gik han ind med hovedet forrest, hvor andre ikke turde stikke en lillefinger frem. Jeg tænkte: 'Den her duel vinder han ikke,' men han troede på, han kunne nå bolden før modstanderen.”
I et interview med det svenske magasin Offside i 2001 sagde træner Kurtović om drengen Zlatan: ”Mange af de andre kunne være blevet lige så gode som Zlatan. Det, som vejede til hans fordel, var hans indstilling. Nogle af de andre kunne misse en træning, men Zlatan ville have mere.”
Den unge Zlatan havde et heftigt temperament og skændtes med modstandere og medspillere, dommere og trænere. Under en kamp blev han stiktosset på holdets målmand og stillede sig i mål, fordi han mente, han kunne gøre det bedre end målmanden. Andre gange sagde han til alle medspillerne og trænere, at de kunne rende ham, og at han ville spille ishockey i stedet. Han undersøgte mulighederne for ishockey, men fandt ud af, at det var alt for dyrt i udstyr, og så kom han tilbage til FBK Balkan ugen efter.
Flere gange smækkede han med døren og spillede i kortere perioder i nogle andre småklubber i Malmø, men FBK Balkan bød altid den fortabte søn velkommen tilbage. Kurtović og de øvrige ledere i klubben kunne se, at det var en særlig viljestyrke og et særligt talent, de havde at gøre med. Zlatan gik solo, driblede, regerede og gjorde, hvad der passede ham, uden at tage hensyn til medspillere i frie positioner, men FBK Balkan var kendt for at være en meget rummelig klub med plads til drenge med ”attituder” som Zlatans. Der var dog også grænser for rummeligheden, og for at give Zlatan en lærestreg satte Kurtović sin bedste spiller på bænken efter endnu en disciplinær episode. Det fortæller han også om i Jeg er Zlatan:
”Engang blev jeg straffet for noget andet shit og var bænket i første halvleg. Vi var bagud 4-0 mod et snobbehold, Vellinge, det var os perkere mod de fine drenge, der var masser af aggressioner i luften, og jeg var så rasende, at jeg var lige ved at eksplodere. Hvordan kunne den idiot sætte mig på bænken?
'Er du dum i hovedet?' sagde jeg til træneren.
'Rolig nu. Du kommer snart ind.'
Jeg kom ind i anden halvleg og lavede otte mål. Vi vandt 8-5 og hånede snobberne, og ja, jeg var god. Jeg var teknisk og kunne se åbninger i spillet hele tiden, og i mors gård var jeg blevet en lille mester i at finde på overraskende ting på meget begrænset plads.”
Hjemme var Zlatan overladt til sig selv. Zlatans halvsøster blev stofmisbruger og kom ud og ind af behandlingshjem, inden moren afbrød forbindelsen med hende for altid. Når Zlatan besøgte sin mor, fik han ofte at vide, at han ikke boede der, og at han i øvrigt åd hende ud af huset. Nogle gange var der lussinger til dessert.
Faren var hidsig, men slog aldrig drengen. Zlatan var overladt til sig selv. Borgerkrigen i Jugoslavien tog hårdt på Šefik, der lukkede sig inde i sig selv og sad med store høretelefoner og hørte bosnisk musik eller radio fra hjemlandet. Han begyndte at drikke for at drukne sorgen.
”Krigen åd ham, og han blev besat af at følge med i, hvad der skete. Han sad ensom og drak og sørgede og lyttede til jugomusik,” fortæller Zlatan i sin selvbiografi.
Ofte fandt Zlatan ham liggende døddrukken og sovende på gulvet i stuen. Køleskabet var stadig lige tomt, og Zlatan har beskrevet, hvordan han siden som voksen altid har skullet have køleskabet fyldt op på grund af minderne om at komme hjem med skrigende mave og kun finde dåseøl i huset.