Fodbold nyheder

Marco Reus - Med hjertet uden på tøjet

Af Rune Gjerulff Petersen

Marco Reus har set Mario Götze og Robert Lewandowski skifte til Bayern München, men selv er tyskeren forblevet tro mod hjerteklubben Borussia Dortmund, som faktisk droppede ham i ungdomsårene.

Article image
Ritzau-Scanpix

Det kan være svært at spå om, hvilke unge talenter der har, hvad der skal til for at nå helt til tops. Det er Marco Reus et tydeligt eksempel på. I dag er offensivspilleren den absolutte stjerne i Borussia Dortmund og fast mand på det tyske landshold. Men for ni år siden var det de færreste, der havde forudset, at det ville komme til at gå sådan.

Vejet og fundet for let
Reus kom til Dortmund som blot seksårig og arbejdede sig frem på ungdomsholdene. Hans åbenlyse talent – teknikken, kreativiteten, farten og evnen til at drible – viste sig naturligvis allerede dengang, men da offensivspilleren blev rykket op på Dortmunds U17-hold, fik han det pludselig svært.

Konkurrencen om de offensive positioner var hård, og da Reus var mere end almindeligt lille og skrøbelig for sin alder, vurderede Dortmunds daværende U17-træner, Peter Wazinski, der i dag er sportslig leder af Dortmunds akademiafdeling, at offensivspilleren ikke havde fysikken til at begå sig på holdet. Reus' tidligere holdkammerat på ungdomsholdet Christopher Heermann husker, at Dortmund-stjernen var meget lille og tynd dengang, men husker også, at han kunne noget helt særligt med bolden.

- På det tidspunkt var han meget lille og tynd. Samtidig var der stor konkurrence om de offensive positioner. Men personligt syntes jeg altid, at Marco var en fantastisk spiller. Med bolden ved sine fødder kunne han gøre alting. Han var ekstremt hurtig og virkelig svær at stoppe, når han driblede. Du kan sige, at Peter Wazinski skylder Dortmund 127 millioner kroner, siger Heermann til World Soccer.

Reus forlod Dortmund i 2006 i en alder af 17 år. Seks år senere var han tilbage i den gule trøje, efter at det, som Heermann nævner, kostede Dortmund 127 millioner kroner at hente offensivspilleren i Borussia Mönchengladbach.

Fra Rot Weiss Ahlen til Bundesliga-gennembrud
Selvom Reus blev vejet og fundet for let i Dortmund, nægtede han at give op. Sammen med en anden nuværende Dortmund-spiller, Kevin Grosskreutz, der også blev droppet, skiftede han derfor til Rot Weiss Ahlen, der spillede i den tredjebedste tyske række.

I sæsonen 2006/07 spillede Reus på ungdomsholdet, men i den efterfølgende sæson blev han rykket op på førsteholdet og var med til at sikre klubben oprykning til 2. Bundesliga. I den næstbedste tyske række viste Reus potentiale med fire mål og tre assists i 27 kampe, men det var først med skiftet til Bundesliga-holdet Gladbach, at karrieren rigtigt tog fart.

Gladbach betalte 7,5 millioner kroner for Reus efter at have set ham spille for Ahlen ikke mindre end 20 gange. Derfor skulle man mene, at Gladbach vidste, hvad de kunne forvente af Reus. Men alligevel må selv de have været overraskede over, hvordan offensivspilleren tog Bundesligaen med storm.

Allerede i sin tredje kamp scorede Reus et fremragende solomål mod Mainz, og siden så han sig ikke tilbage. 41 mål, 28 assists samt en tysk landsholdsdebut i 2011 blev det til, inden Dortmund hev den store pengepung frem i 2012. Reus var tilbage, hvor det hele startede.

Tilbage i hjerteklubben
Efter Reus' skifte til Dortmund argumenterede visse tyske fodboldeksperter for, at den unge komet ikke havde disciplinen og mentaliteten til at passe ind på Jürgen Klopps mandskab. Reus fik dog hurtigt gjort betænkelighederne til skamme, og siden skiftet har han været en af de største profiler på Dortmunds hold.

Med til historien hører det dog også, at 26-årige Reus har været hårdt plaget af skader. I første omgang missede Dortmund-stjernen sidste sommers VM-slutrunde efter at have pådraget sig en ankelskade. Da Bundesligaen startede op i august, var Reus klar igen, men der gik ikke mere end tre uger, før han igen måtte holde en skadespause efter at have beskadiget den samme ankel. Skadesproblemerne betød, at Reus blot spillede 29 kampe for Dortmund i sidste sæson.

Skaderne lader dog ikke til at have skræmt Europas absolutte topklubber fra at prøve at lokke Reus til at forlade Dortmund, hvor Thomas Tuchel har erstattet Jürgen Klopp i trænersædet. Bayern München, der har haft held med at hente Reus' to tidligere holdkammerater Mario Götze og Robert Lewandowski, har løbende været nævnt blandt de helt store bejlere, men det er ikke et skifte, Dortmund-stjernen er interesseret i.

- Jeg ønsker "Lewa" og Götze held og lykke, men Bayern får mig aldrig. Penge er ikke alt, sagde Reus i januar 2014 ifølge Daily Mirror.

Trods alle spekulationerne spiller Reus stadig i Dortmund, hvor hans forældre, venner og kæreste bor. Reus har udtalt, at "det største eventyr, du kan opleve, er at udleve dine drømme" – og det er lige netop, hvad Dortmund-stjernen gør i den klub, han altid har holdt med og elsket.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik