Fodbold nyheder

Paul Vaessen – fra toppen til tragedie

Af Torsten Brix

Helten til en af de største bedrifter i engelsk fodbold endte med et liv i rendestenen… dette er historien om Arsenal-helten, hvis liv får Paul Gascoigne til at ligne en skoledreng.

Article image
Ritzau-Scanpix

Den 23. april 1980 var aftenhimlen over det kommunale stadion i Torino begyndt at blive mørk – ligesom Arsenals udsigter til at slå storholdet Juventus ud af Europa Cuppen for pokalvindere… lige indtil den purunge Paul Vaessen med et par minutter igen steg op til et indlæg fra Graham Rix.


Vaessen scorede til 1-0 for Arsenal, og dermed var London-holdet videre, efter det første møde i England var sluttet 1-1. Et meget overraskende resultat, da Juventus var meget store favoritter til at spille sig videre fra semifinalen. Aldrig tidligere havde et engelsk hold vundet over Juventus i Torino.

Finale-deltagelsen sikrede Vaessen, men derefter startede en nedtur af en anden verden for angriberen, der inden han var fyldt 21 år, var blevet fodboldinvalid efter tre meget voldsomme knæoperationer. Efter han forlod Arsenal, forsøgte han sig med flere forskellige jobs, fx postmand og bygningsarbejder, men han startede også et voldsom misbrug af hovedsaglig kokain.

I 1985 blev Vaessen udsat for et meget voldsomt overfald, hvor han blandt andet blev stukket 40 gange i brystet med en lang kniv. Under den efterfølgende operation stoppede Vaessens hjerte med at slå to gange, men på meget overraskende vis overlevede han operationen. Han døde dog i august 2001 – kun 39 år gammel – af en overdosis, efter han igennem flere år havde levet som kriminel.

Denne tragedie for Arsenal-helten kom, efter han succesfuldt havde scoret det unikke mål imod selveste Dino Zoff, men også efter et liv med indre dæmoner. Vaessen var fx meget bekymret for, om han ville komme til at miste det ben, som han var blevet opereret i så mange gange.

En ny bog “Stuck in a Moment: The Ballad of Paul Vaessen” giver et helt unikt billede af, hvordan en ung helt, der ikke kunne holde berømmelsen ud, blev misbruger for senere at ende med at dø alene som 39-årig i en lejlighed i Bristol. Vaessens mor fortæller i bogen, hvordan knæoperationerne var skyld i de mange problemer, da de frembragte en stor angst for, at den tidligere fodboldhelt skulle blive en krøbling. Derudover fortæller den nu 72-årige Maureen:


- De minutter i Torino var Paul i himmeriget, men da han kort tid efter fik af vide, at han var fodboldinvalid, faldt hans verden sammen. Denne omvæltning kunne han ikke overleve…

Arsenal-legenden Tony Adams, som også har prøvet at leve i et misbrugsliv, har tidligere ytret sig i samme formuleringer som Maureen Vaessen og endda gået så vidt som at konstatere at havde Paul Vaessen spillet i nutidens fodbold, ville han stadigvæk være i live. Adams mener, at de knæoperationer, som den unge spiller gennemgik, ville være udført bedre i dag, og derudover ville der være blevet taget større vare om spilleren efterfølgende.

Adams har siden Vaessens tragedie åbnet ”Sporting Chance Clinic”, der skal hjælpe tidligere sportsudøvere ud af deres misbrug, og klublegenden bliver rørt, når han husker tilbage på holdkammeraten.

- Jeg har et smil på mit ansigt, når jeg husker tilbage på ”Vass”, da han lavede målet imod Juventus, men jeg får tårer i øjnene og får ondt i hjertet, når jeg tænker på, at en tidligere fodboldspiller og misbruger ikke klarer det…


Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik