Torsten Brix

Angel di Maria - den lille Criollo

Angel di MaGia eller “tuercebotas” … kært barn har mange navne – hvilket også gælder Angel di Maria…
Argentina spillede sig tirsdag aften videre til kvartfinalen ved VM. Især båret frem af kampens enlige målscorer Angel di Maria, der høster topkarakter for sin indsats. Nogle gange handler det her i livet om at blive ved med at prøve, selv om tingene ikke lige lykkes i hverken første eller andet forsøg. Det er Angel di Marias kamp mod Schweiz et bevis på. Rigtig mange driblinger og afslutninger gik galt undervejs, men den offensive spiller fra Real Madrid blev bare ved og ved med at udfordre og prøve at hive medspillerne op. Til sidst scorede han - fortjent - sejrsmålet på oplæg fra Messi.

Sådan skrev fodbold-eksperten Andreas Kraul om Angel di Marias bedrift med at få Argentina i VM-kvartfinalen. Di Maria har i den grad – sammen med Lionel Messi – været hovedaktøren i Argentinas slutrunde, og Real Madrid-spilleren har arbejdet hårdt… jah faktisk som en lille argentinsk hest – en lille Criollo.

Den lille Criollo er en af verdens mest hårdføre hesteracer, og stammer fra Sydamerika, hvor den er kvægvogternes foretrukne ride dyr, og di Maria har været på noget af en ridetur, for di Marias spil er sat op på så højt et niveau, at det til tider falder helt sammen.

I Argentina går kantspilleren fra at blive kaldt den magiske – Angel di MaGia – til at være “tuercebotas”, som man bedst kan oversætte med, at en spiller er i så meget ubalance, at han må have to ens ben – i di Marias tilfælde… to venstreben.

Di Maria er ellers meget alsidig, og højrebenet fejler heller ikke noget, men hans favorit position på banen er på venstresiden, hvor hans hurtighed virkelig kan komme til udtryk, men i de dårlige kampe kan han også meget let forsvinde “på kanten”. Flere gange er di Maria blev kritiseret for at lade sig kyse, når modstanderen har spillet for hårdt overfor den spinkle argentiner, der kun vejer 64 kg.

Kritik har di Maria det umiddelbart ikke særlig godt med, som da han i denne sæson for Real Madrid blev piftet fra banen og udskiftet. På vej ud valgte di Maria “at rette” lidt på bukserne. Hændelsesforløbet er Real Madrid og di Maria ikke enige om, selvom klubben bakkede ham op, og efterfølgende sagde han:

- Jeg rettede kun på mine bukser. Min familie var tilstede til kampen, og jeg ville aldrig gøre noget sådan overfor dem.


Nej til Rusland – di Maria ville vente
Di Marias karriere startede, da han fik debut for Rosario Central i 2005, og allerede to år efter fik han et tilbud fra den anden siden af jordkloden, hvor russiske Rubin Kazan var klar, men de blev afvist, for di Maria ville hellere vise sig frem til U-20 VM i 2007. Det gjorde han, og det åbnede for et skifte til Benfica samme år.

I Benfica skulle di Maria være afløseren for selveste Simao, der havde været holdets profil i fem sæsoner, men det fik ikke di Maria til at ryste på hænderne. I 2009 fik di Maria forlænget kontrakten efter mange gode præstationer, hvilket også fik Diego Maradona til at kalde ham for “Argentinas næste superstjerne”.

2010 blev ankomst-året i Real Madrid, og siden er det blevet til mange flotte bedrifter, selvom konkurrencen på den offensive midtbane til tider har været meget hård. For tiden er klubkonkurrencen fra Gareth Bale, Luka Modrić, Karim Benzema, Isco og Cristiano Ronaldo. Sidstnævnte kom som bekendt til Real Madrid fra Manchester United, og nu rygtes di Maria til at lave et klubskifte den anden vej, men flere andre klubber har også vist interesse – som Juventus.

Real Madrids salg af Mesut Özil i sidste sæson gør dog, at det må forventes, at di Maria bliver i kongeklubben. De sælger vel ikke to playmakere to sæsoner i træk, og derudover har sydamerikaneren jo også udviklet sig til en “lille Criollo”.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER