Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Jonas Knudsen

Javad Nekounam - Persiens anfører

Han har trodset flammer og krig for at nå sine mål. Når VM går i gang, er det Javad Nekounam, der skal bære det iranske hold.
Javad Nekounam blev født i den iranske by Shahr-Rey i 1980, året efter den iranske revolution. Siden da har hans passion for fodbold og det iranske landshold været det altoverskyggende element i landsholdsanførerens liv. Og når Nekounam leder det iranske landshold gennem VM-kampene i Brasilien, kan han gøre det vel vidende, at han uanset hvad vil stå tilbage som en legende i Iran, når han en dag lægger fodboldstøvlerne på hylden.

Hårde odds
Nekounam har nemlig, som én af de forholdsvist få iranere, haft en stor karriere i europæisk klubfodbold, hvor han i seks år repræsenterede Osasuna i den bedste spanske fodboldrække. Men vejen fra den iranske by sydøst for hovedstaden Teheran til den største europæiske fodboldscene var ikke altid lige nem.

I en meget ung alder var han sågar ved at miste livet, da familiens hus brød i brand. Selv husker han ikke så meget fra uheldet, men man kan stadig se ar fra brandsårene på hans ben.

- Jeg var meget lille, jeg kunne næsten ikke engang tale. Jeg må bare takke Gud for at have reddet mig, fortalte Nekounam i et interview med AS for nogle år tilbage.

Og sidenhen har de iranske fodboldfans - som også tæller Nekounam selv og hans far - formentlig også takket guderne for at have reddet den unge Javad fra flammerne. For sidenhen udviklede han sig, som bekendt, til et stort fodboldtalent - et fodboldtalent, der trådte sine barnesko i Shahr-Reys gader.

- Vi spillede i to gader, den ene mod den anden. Jeg har meget gode minder fra den periode. Kampene var meget konkurrenceprægede. Vi begyndte kl. tre om eftermiddagen og sluttede først omkring kl. ni om aftenen. En enkelt gang måtte politiet stoppe os og forbyde os at spille, fordi vi larmede for meget som følge af et skænderi.

Selv krigen mod Irak kunne ikke stoppe Nekouman og hans kammerater i at spille på gaden.

- Vi spillede fodbold, vi så missilerne i luften og hørte skuddene. Jeg var et meget lille barn, men om morgenerne blev jeg fortalt om bombardementerne og dødstallene.

Den europæiske drøm, den iranske passion
Det var ikke kun krigen, der gjorde det svært at satse på drømmen om en tilværelse som professionel fodboldspiller for en ung knægt i Iran. Også faciliteterne i landet kæmpede imod Nekounam. Således måtte han tilbagelægge dagsrejser for at komme til træning, men alligevel lykkedes det, da Nekounam brød igennem for Pas Teheran FC i slutningen af halvfemserne.

Hefra gik turen til Al-Wahda FC og Al-Sharjah SC i Emiraterne, hvor hans præstationer var så imponerende, at han i sommeren 2006 var en eftertragtet spiller hos de europæiske klubber. På trods af interesse fra Hertha Berlin og Lyon valgte Nekounam at tage turen til den nordspanske region Navarra for at tørne ud for Osasuna i La Liga.

Her blev han en yderst afholdt spiller i løbet af sine seks år. Fra sin position på den centrale midtbane sørgede han for at skabe balance og fordele spillet, men hans navn var heller ikke en sjælden gæst på de spanske måltavler. I sæsonen 2008-2009 var han således Osasunas næstmest scorende spiller, kun overgået af Walter Pandiani, med sine ni sæsonscoringer.

Og selv da han i optakten til hans anden sæson i klubben blev skadet - en skade, der holdt ham væk fra banen i otte måneder - viste den spanske klub deres store tillid til Nekounam, ved at kvittere med at forlænge hans kontrakt med yderligere tre år.

I alt blev det til 149 ligakampe og 24 scoringer for Nekounam, inden han tog videre til Esteghal i hjemlandet. Nu spiller han i Al-Kuwait i, ja, Kuwait, hvor han har været siden januar. Og selvom den nu 33-årige midtbanespiller har haft en god klubkarriere, er der ingen tvivl om, at hans passion brænder stærkest for det iranske landshold.

I løbet af hans barndom tog hans far ham ofte med til landskampe i landets hovedstad, og i 2000 gik drømmen i opfyldelse for ham, da han i en alder af 20 år fik sin debut på A-landsholdet. Her blev han straks overvældet af den store passion fra de mange fans.

- I mit land lever fodbolden meget. Jeg kan huske min debut for landsholdet. Det var en kamp mod Saudi Arabien, som vi vandt 2-0. Kampen sluttede klokken halv ni om aftenen, og vi har først tilbage på vores hotel ved midnatstid. Det var en tur, der normalt tog et kvarter.

Kulturbærer og midtbanegeneral
Siden har Nekounam været én af de altoverskyggende profiler, sammen med spillere som Ali Daei og Ali Karimi, for Iran. I modsætning til hans år i Osasuna, hvor han primært blev brugt i en mere balancerende midtbanerolle, er han for Iran mere offensiv i sin tankegang. Og selvom spillere som Dunga og Vieira er nogle af hans forbilleder, passer det ham tilsyneladende meget godt.

I den netop overståede kvalifikation til VM blev han nemlig holdets topscorer med seks mål, og som anfører bliver det hans job at samle det iranske landshold, som har mange unge spillere med europæisk opvækst, under VM-slutrunden. For ikke bare er han den eneste med stor slutrundeerfaring fra hans to VM-optrædener i henholdsvis 2002 og 2006, men han er også en ægte kulturbærer.

Han ved hvad landsholdet betyder for det iranske folk, og han kan huske hvor han var, da Iran sikrede sig deres hidtil eneste sejr ved en VM-slutrunde mod USA i 1998.

- Jeg var på vej hjem i en bus, da vi scorede det første mål. Derefter, da jeg ankom, hørte jeg hvad der lød som en eksplosion. Det var det andet mål, og alle strømmede ud på gaden - ingen blev indenfor. Jeg tror ikke, der var nogen, som så kampen blive færdigspillet.

Det er den slags passion og kulturel forståelse, Javad Nekounam skal bringe med ind i hans job som anfører, når han skal lede sine yngre holdkammerater frem mod det store mål; at blive det første iranske hold, der går videre fra et gruppespil ved en VM-slutrunde. Udover de evner som boldstyrende, og forstyrrende, midtbanespiller han har, naturligvis.

Som Prinsen af Persien, skal han fremstå som en sand leder, og med hans fortid i mente, kan man godt tillade sig at forvente, at han fremstår som en sand leder på de brasilianske stadioner.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER