Fodbold nyheder

Anti-madridista

Af Torsten Brix

Indkast.dk bringer et kapitel fra den anmelderroste "Vi er våbenbrødre" - det handler om "Slaget om Madrid".

- Du må aldrig bruge magt.

Mine forældre havde ikke ti bud i deres opdragelse af mig, men kun et enkelt. Det blev til gengæld gentaget i det uendelige. Når lynlåsen på min jakke sad fast. Når skoene ikke ville på. Når fryseren ikke ville åbne. Når VHS-maskinen ikke reagerede hurtigt nok i mine bestræbelser på at optage alle mål og højdepunkter fra de europæiske ligaer. Hver gang jeg kunne mærke vreden ulme. Det er grundstenen i min opdragelse, at råstyrke og kontroltab aldrig kan løse nogen problemer. Som udgangspunkt er det en helt og aldeles sympatisk måde at anskue verden på, og denne planet ville utvivlsomt være et bedre sted at bo, hvis alle mennesker delte den vision. Måske ville reparatører af hårde hvidevarer eller radio- og tv-mekanikere miste en del af deres omsætning. Men menneskeheden ville have taget et mileskridt mod forsoning og fred.

Da mine teenageår går på hæld, begynder jeg så småt at reflektere over problemet med den grundindstilling, som jeg voksede op med. Jeg konstaterer, at den ikke har nogen løsninger på hverken konkrete problemer, som rent faktisk fordrer brug af magt, eller på den mere abstrakte kendsgerning, at verden er fyldt med modsætninger. Og hvor der er modsætninger, kan der nemt blive brug for magt, både i passiv, verbal form, når man skal stå ved sig selv, og aktivt, hvis man er under fysisk angreb og skal forsvare sig selv.

Jeg har altid haft svært ved at blive vred på andre end mig selv og min nærmeste familie. I løbet af hele Folkeskolen måtte jeg navigere mig ud af ét eneste uvenskab, og det var med en af mine bedste venner, der meget sigende blev sur på mig, fordi han syntes, at jeg havde for mange venner. Den eneste, jeg nogensinde bad om at holde kæft, var Mette fra min egen klasse i syvende, og jeg kan undre mig over, at jeg ikke skred til den slags metoder noget oftere, for hun blev kort efter min bedste veninde og kom til at betyde uendeligt meget for mig i de år, hvor denne form for relation med en af Østjyllands smukkeste piger endnu ikke gjorde mig forvirret. Andre konflikter ignorerede jeg eller fik Dalgård til at ordne. Og i gymnasiet fik jeg charmeret mig uden om de fleste kontroverser med mit evigt aktive og udglattende snakke-tøj tilsat min uskadelige fremtoning: cremefarvet rullekrave samt „pæne sko“, lærredsbukser og strikcardigan, der selv på en tekstilmesse i Kaliningrad med aske som farvetema ville være blevet gabt af catwalken. Nå ja, og så sort attachémappe med kodelås til mine åbenbart uhyggeligt vigtige bøger og madpakke.

Nu, hvor min 20-års fødselsdag nærmer sig, slipper jeg ikke altid helt så billigt på vores stadig hyppigere drukture i Aarhus, hvor jeg flere gange sammen med resten af Galten-slæn- get forvilder mig ind i mere eller mindre uforskyldte lussinger, knytnæver og albuer uden så meget som at overveje at forsvare mig. De andre gutter slår måske lidt fra sig eller tager bestik af situationen, inden de konstaterer, at det ikke kan betale sig. Men for mig kommer tanken om at gå til modangreb end ikke i kredsløb om mit sind. Den suser videre som en komet ud i intetheden. Jeg kan ikke slå, for jeg kan ikke hade. Også selv om jeg trods alt efterhånden har indset, at en del elektroniske apparater faktisk fungerer bedre, når de har fået et dask eller to.

Der er gået et halvt år, siden Sine og jeg tog foreløbig afsked med Mario og Frente Atlético. Nu rejser vi tilbage til Madrid for at få vores ilddåb på sydtribunen mod Real Madrid. De seneste måneder har for mig været et træningsforløb, hvor min nyfundne spanske ven i hyppige og grundige brevudvekslinger har forsøgt at få mig til at hade lokalrivalen, som han omtaler som alt andet end Real Madrid: „svinene“, „de utro“, „de forkælede møgunger“. Jeg har forsøgt at forklare ham, at det i almindelighed ikke falder mig naturligt at hade, og i særdeleshed ikke en klub, der har Michael Laudrup på holdet.

„Som dansker er jeg stolt af Laudrup, og den eneste gang, jeg har været på Bernabéu, var en fed oplevelse. Deres ultras var seje og mindede faktisk en del om jer.“ Mario svarede:

„Jeg betragter Michael Laudrup som en gentleman, ligesom for eksempel Emilio Butragueño. Ham kunne vi heller aldrig finde på at synge imod. Men alt hernede handler om svinene, og det virker, som om pressens vigtigste opgave er at få det til at fremstå, som om der kun er ét hold i denne by. Tænk i øvrigt over, hvordan det kan være, at Frente Atlético er den eneste spanske gruppe, som ikke kæmper mod deres ultras af politiske årsager. Det er fordi hadet til deres arrogante og forkælede måde at være fans på er større end enhver politisk modsætning, der måtte være mellem os. Jeg kan godt forstå, at du ikke går op i det med at være antimadridista, for det præger jo ikke din hverdag. Men hvis du skulle udstå samme undertrykkelse som os, ville du blive det. Ya verás ...“ Det skal du nok få at se ...

Madrid og vores vært byder os velkommen med trykkende varme i april 1995 en uge inden derbiet. I dagene, der følger, tager han og hans venner os med på hyggelige roture på søen i Retiro-parken, og sammen griner og tumler vi os igennem utallige derbi-forpremierer på knastørre plæner med efterfølgende barbesøg til langt ud på natten. To af dem er ikke blot Real Madrid-tilhængere, men tilmed medlemmer af deres ultras-gruppe, Ultras Sur. I starten er de indbyrdes drillerier venskabelige, men som ugen skrider frem, bliver Mario mere vrissen og alvorlig, når de andre minder ham om Atléticos placering blandt nedrykningskandidaterne. Og de sidste dage er han alene, når vi mødes med ham ved statuen af bjørnen – Atléticos logo – på Puerta del Sol i hjertet af Madrid og Spanien.
Kampdagen oprinder. Real Madrid er på en suveræn førsteplads, seks point foran nærmeste mesterskabskonkurrent. Atlético Madrid er på en delt tredjesidsteplads, et øjebliksbillede af en langvarig klasseforskel mellem byens to førstehold.

Men på ét område er Atlético Madrid Spaniens bedste: deres opbakning. I det månedlige tilhængermagasin Super Hincha, som handler om alt, der rører sig blandt landets organiserede fodboldfans, har Frente Atlético ført ranglisten hele sæsonen. Det er den største ultras-gruppe, de laver de fedeste koreografier, synger højst, har det mest alsidige repertoire af slagsange, og de er bedre end nogen andre grupper lykkedes med at bryde spansk fodbolds tradition for ikke at følge holdet på udebane. Det er selv ikke Ultras Sur som sådan uenige i.

Derfor er det ikke en trykket stemning, vi finder ved Manzanares-flodens bredder, da vi ud på formiddagen stiger op fra metrostationen Pirámides, indsnuser øllebrødsduften fra Mahou-bryggeriet og slutter os til strømmen af Atlético-tilhængere på vej til en tidlig optaktsfest på barerne ved Estadio Vicente Calderón. „Donde acuden a millares los que gustan de un fútbol de emoción“, fortsætter klubhymnen fra vores besøg et halvt år forinden. „Hvor tusinder strømmer til for at nyde fodbold med følelser“... Og følelser er der mange af, ikke mindst hos to umiddelbart malplacerede danske gæster. Vi er spændte og stolte over at skulle være en del af Frente Atlético denne dag.

Vi mødes med Mario foran stadion og tager straks imod iskold fadøl serveret i hvide et-liters plastickrus. Omkring os broderes brudstykker af slagsange fra de forskellige barer og pladser sammen til et patchwork af passion, der lægger sig over bydelen som en usynlig territorial afmærkning. Men efter et par timer får vi at se, at Atléticos ultras er andet end fest og farver.

Hele eftermiddagen sørger politiet for at holde Real Madrids ultras inde på Plaza Mayor i midtbyen, ikke mindst for deres egen skyld. Ultras Sur har i årevis været en af de mest voldelige tilhængergrupper i Spanien, men de lider under kun at tolerere nationalister i deres geledder. Frente Atlético er derimod et sammenrend af alle hovedstadens Atlético-fanatikere, uanset politisk overbevisning. Til kampene kan man stadig se bannere med hagekors side om side med røde stjerner. På gruppens egenfabrikerede halstørklæder er der både motiver af indianere og skinheads. Da jeg for et par dage siden fik mit medlemskort i hånden var det som nummer 6.182. Det antal overstiger langt, hvad Ultras Sur kan mønstre. Og Mario har nemt ved at overbevise os om, at der ikke er noget at frygte.

„Bare rolig. Hvis de kommer, så forsvarer vi os og sender dem væk igen.“

Da vi får det at se i praksis, er det slet ikke, som vi har forestillet os.Forsiden på et af de fanzines, der cirkulerede blandt Atlético-tilhængerne op til kampen mod Real Madrid i foråret 1995. På baseball-køllen opfordres der til at smadre Real-tilhængere, en opfordring, som mange i Frente Atlético tog helt bogstaveligt, og som også konsekvent blev kommunikeret ud fra gruppens ledelse inden midt-halvfemsernes lokalopgør.

To teenagepiger kommer gående med Real Madrid-halstørklæder på det modsatte fortov. Som rødhvide blodlegemer på jagt efter bakterier samler en flok på otte-ti Atlético-ultras sig og slår ring omkring dem. Mario trækker os med. De to piger bliver skældt ud og spyttet på. Ingen af mændene rører dem, men i angrebsbataljonen befinder sig ud over min kæreste yderligere to piger, der nu begynder at overdænge de indtrængende medsøstre med slag og spark. En af Atlético-pigerne flår Real Madrid-halstørklæderne af dem og giver dem videre til Mario, der putter dem i sin taske. Herefter får de uvelkomne gæster lov til at gå med besked om at holde sig væk fra området.

Lidt senere vender de to Real-piger tilbage med mascaraen løbende ned ad kinderne sammen med et par betjente, der beder om at få udleveret halstørklæderne. Marios taske bliver gennemsøgt, men han har nået at aflevere dem bag bardisken på en af beværtningerne sammen med andre krigstrofæer, der senere skal brændes. Sine og jeg trækker os tilbage og snakker sammen. Vi bryder os ikke om det, vi har set. Jeg hiver Mario til side.

„Vi er altså ikke med på sådan noget dér.“

„Hvad mener du? De skal da ikke bare tro, at de kan komme vadende herind på vores område og vise deres farver frem. Det var da en ren provokation.“

„Fint nok, men to piger? Helt ærligt?“ „De var Madrid-tilhængere.“

„Og hvis der kommer flere?“

„Ya verás ...“

Som den gode vært, han er, finder Mario en løsning.

„Hør nu her, hvis I ikke bryder jer om det herude, kan jeg få jer ind på stadion allerede nu. Vores tifogruppe er ved at gøre klar til i aften, og jeg kan bare sige til vagterne, at I er med dem. Men I kommer til at gå glip af den fedeste stemning her udenfor. Det er op til jer?“

Sine og jeg kigger på hinanden. Vi er inden for de seneste måneder nået frem til det punkt i ethvert forhold med begyndende slagside, hvor hun med et simpelt blik giver sin mening til kende, og dermed vores, inden jeg når frem til min egen.

„Vi vil gerne ind på stadion,“ siger jeg fåret og véd med det samme, at det ikke gælder for mig selv. Mario nikker og følger os hen til den sydlige indgangsport. Han veksler et par ord med en kontrollør og vinker os videre ind på tribunen, hvor han præsenterer os for nogle af de fyre og piger, som er i gang med at forberede aftenens koreografi. Mens stemningen uden for murene stille og roligt har udviklet sig fra jovial til faretruende, minder dét her mere om at klippe og klistre i en børnehave. Godt nok er jeg ikke med på at overfalde piger. Men en spansk udgave af Jørgen Clevins legestue er heller ikke, hvad jeg er kommet for.

„Jeg finder jer senere,“ bekendtgør Mario og begiver sig tilbage mod udgangen.

I de følgende timer kan vi høre, hvordan sange og kampråb rekylerer frem og tilbage mellem murene udenfor, mens vi hjælper med at placere rødhvide flag og kartonstykker på sæderne. Jeg fortryder, at jeg ikke blev derude. Specielt da Reals ultras bliver eskorteret forbi, længes jeg efter at være en del af modtagelseskomitéen. Kanonslag brager, flasker knuses og de gensidige kollektive tilsvininger er øredøvende. Og her står jeg på et tomt stadion med et stykke karton og min kæreste i hånden.

Ultras Sur indtager med 1500 mand deres afsnit øverst oppe på nordtribunen og styrer i en halv times tid lydkulissen. De heiler og smider kanonslag efter de få tidlige tilskuere på naboafsnittene, håner vores patetiske hold („Patético Madrid“) og vender ryggen til os i foragt. I starten nyder jeg synet af deres bannere og koordinerede bevægelser, men efterhånden begynder jeg at føle mig provokeret. De har det så let. Deres klub skovler titler hjem og er på vej mod endnu en. Og uden for banen kan de selv ikke en dag som i dag røres, fordi poli- tiet så omhyggeligt har passet på dem hele dagen og anbragt dem i sikkerhed deroppe, så de omkostningsfrit kan stå og svine os til.

Heldigvis begynder Atléticos ultras nu at myldre ind, fulde og farverige. Snart giver trinene på Fondo Sur sig under tu- sindvis af hoppende menneskekroppe. Nu kan vi få vores had ud, om ikke andet gennem vores munde og megafoner.

Da vores nedrykningstruede mandskab stiger op på banen hele ti minutter før kampstart for at løbe en opildningsrunde på det udsolgte stadion, stiger decibelniveauet til højder, hvor jeg frygter for mine trommehinder. Men det er, som om mine sanser bliver opgraderet, som om de i øjeblikket kan kapere mange flere indtryk og i både højere opløsning og volumen end normalt. Og når jeg tager del i de slagsange, jeg har lært ved i ugens løb slavisk at gennemlytte det kassettebånd med lydoptagelser fra sydtribunen, som Mario har skaffet til mig, er det, som om min stemme – alene så jysk og skinger – bliver katapulteret hen over grønsværen af vinde fra Jupiters røde øje. „Quén no salte madridista es ... ES!“ skriger jeg hysterisk og føler, at mit råb vil få den modsatte tribune til at skride sammen under de latterlige Real-fans. Sine står lige ved siden af mig og råber også med, men ellers skænker jeg hende ikke en tanke.

Vores anstrengelser har ingen effekt på vores spillere. De brænder en enorm chance i kampens første minut lige nede foran os. Herefter tøjler de sejrsvante gæster opgøret som en doven krikke, der godt ved, hvor den skal hen, men næsten ikke orker turen. 2-0 vinder de.

Jeg ærgrer mig grænseløst bagefter. Igen og igen afspiller jeg for mit indre blik situationen i kampens første minut, hvor Roman Kosecki slap alene igennem uden at score. Det var så tæt på den perfekte start, den perfekte ekstase, det perfekte hysteri, i mit allerførste derbi. I stedet har jeg måttet nøjes med synet af Real-tilhængernes jubelscener, der mest af alt lød som latter.

„Sådan er det at være tilhænger af Atlético,“ siger Mario med et skævt smil, da vi snakker om det på en bar bagefter. „Det er så frustrerende. Og det er så nemt at holde med Real Madrid. Deres fans sidder lige nu og ser fjernsyn eller spiser som på enhver anden aften. De er ligeglade med at have slået os, for de vinder altid.

Tænk på, hvordan vi ville have badet i springvandene og festet hele natten, hvis vi havde vundet. De er vores komplette modsætning. Det er derfor, at vi mere end noget andet er antimadridistas.“

Jeg er begyndt at forstå, hvad han taler om.

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik