Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Peter Miles

Samuel Eto'o – en unik afslutter... afslutter en flot karriere

Succes, succes og mere succes...
Samuel Eto'o startede sin karriere i fodbold hos mægtige Real Madrid, som han kom til som kun 16-årig i 1997. Det blev dog aldrig til et gennembrud hos "Kongeklubben", og camerouneren skiftede til Mallorca, som han havde været udlejet til. Mallorca blev Eto'os springbræt. I fire succesfulde sæsoner scorede Eto'o 48 mål i 120 kampe for Mallorca, der tilmed vandt Copa Del Rey i 2002/2003-sæsonen. I finalen scorede Eto'o to af Mallorcas mål i 3-0-sejren over Recreativo Huelva.

Fodboldverdenen havde slået øjnene op for Eto'o, der blev kåret til Afrikas bedste spiller for første gang i 2003. Succesen blev belønnet med en transfer til FC Barcelona. Eto'o blev en central del af FC Barcelonas genoprejsning, og allerede i hans første sæson med den catalanske storklub, hvor han scorede 25 mål i ligaen, kunne han løfte La Liga-trofæet. Det blev det første af mange trofæer med FC Barcelona. Tre gange vandt han La Liga, og to gange kunne han løfte det fineste klubtrofæ af dem alle – Champions League. I triumfen i 2009 vandt FC Barcelona også Copa Del Rey og La Liga og kunne fejre 'The Treble'.

Efter den historiske triumf i 2009 skiftede Eto'o til Inter efter seks år hos FC Barcelona. Her arbejdede Eto'o under karismatiske Jose Mourinho, der ledte holdet til 'The Treble', hvilket gør Samuel Eto'o til den eneste spiller, der har vundet de tre store trofæer to år i træk. Eto'o spillede endnu en sæson hos Inter, hvorefter han skiftede til russiske Anzhi i 2011. Hos Anzhi blev Eto'o den bedstbetalte fodboldspiller i sporten. Han kunne høste 150 millioner kroner om året efter skat. Efter to år hos Anzhi blev Eto'o genforenet med Jose Mourinho i Chelsea.

Opholdet i Chelsea blev aldrig helt godt, og det blev karrierens efterår heller ikke. Han nåede dog at spille for Everton, Sampdoria, Antalyaspor, Konyaspor inden det hele sluttede i Qatar.


Dødstrussel, dødsfrygt og falsk alder
Samuel Eto'o har altid været en meget flamboyant personlighed. Allerede i hans tid i Mallorca blev det tydeligt, at Eto'o besad nogle uheldige skyggesider. I 2002 anklagede Eto'os tidligere agent, Daniel Argibeaut, camerouneren for at have truet ham på livet. Angiveligt skulle Eto'o og en gruppe andre have overfaldet agenten og taget hans sko af, hvilket er en dødstrussel i Cameroun. Der kom dog aldrig konsekvenser i sagen.

Efter Samuel Eto'os første spanske mesterskab i 2005 gjorde han sig igen uheldigt bemærket. Under sejrsparaden på Camp Nou sang han med på en sang, der lyder ”Madrid, cabrón, saluda al campeón”, hvilket betyder ”Madrid, horeunge, hyld mestrene”. Episoden skaffede ham en bøde på omkring 90.000 kroner fra det spanske fodboldforbund.

Også med det camerounske landshold er der nok kontroverser at berette om. I 2013 beskyldte Samuel Eto'o det camerounske landshold for at ville slå ham ihjel. Den er god nok. Eto'o var endda så paranoid, at han havde en vagt stationeret foran sit værelse, når han skulle sove til landsholdssamlingerne. I 2014 var stemningen i Cameroun-lejren ikke fantastisk. Eto'o mente at have overhørt hans holdkammerater aftale, at de ikke skulle aflevere bolden til ham. Derudover har en kæreste til Eto'o tidligere påstået at vide, at Eto'o var syv år ældre end han angav sig for at være.


Gør Eto'o mere skade end gavn?
Der er ingen tvivl om, at Samuel Eto'o regnes som en af Camerouns – og Afrikas - bedste spillere nogensinde. Camerouneren har vundet titlen som årets afrikanske spiller fire gange, hvilket er flere gange end nogen anden spiller. Derudover er det også blev til triumfer med Cameroun i African Nations Cup i 2000 og 2002. Oveni alt det har Eto'o et scoringssnit på omkring et mål hver anden kamp, hvilket også gælder på klubplan, og er sit landsholds mest scorende spiller nogensinde.

I takt med Eto'os succes er hans ego også vokset, og det har skabt en del problemer med Cameroun. Strejke fra at spille, mistanke om at det camerounske fodboldforbund ville slå ham ihjel og konspiration imod ham vidner om, at Eto'o ikke har været god for stemningen i det camerounske omklædningsrum.

Nu er det hele slut for Samuel Eto'o... en unik afslutter...

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER