Juventus tog 3 vigtige point mod Milan
To af Italiens giganter mødtes i en kamp, der både havde masser af mål, nerve og svinestreger - og regn.
Både Juventus og Milan har haft en dårlig uge, hvor begge hold måtte tage til takke med uafgjort i deres kampe i Champions League. Derfor var begge hold opsatte på at komme tilbage på vindersporet i det klassiske og hadefulde opgør. Juventus skulle samtidig forsøge at holde snor i Napoli, mens Milan skulle sikre sig, at de ikke bliver hægtet helt af i mesterskabskampen.
Og Milan fik en drømmestart, da Sulley Muntari efter bare 19 sekunder fik bragt gæsterne foran. Forfærdelig start for Juventus på en kold og regnfuld aften i Torino.
Det tidlige mål tvang Juventus frem på banen, og de kom også til flere gode forsøg. Asamoah kom tæt på med et langskud og Quagliarella missede på det fæleste en chance, han skulle score på. God indledning på kampen.
Og det massive pres gav også pote for Juventus, da den tidligere Milan- spiller, Andrea Prilo, sparkede et frispark direkte i mål efter 15 minutters spil. På det her tidspunkt af kampen havde Milan overgivet initiativet til Juventus, og det udnyttede værterne altså. Første sæsonmål af Andrea Pirlo.
Efter det første hæsblæsende kvarter gik tempoet lidt ud af kampen. Juventus lagde dirigentstokken fra sig, og det betød, at Milan kom bedre med i kampen, dog uden at de blev rigtig farlige for Buffon.
En til tider uskøn, men dramatisk, første halvleg endte uden en vinder. En halvleg hvor normalt elegante spillere som Vidal og Montolivo spillede langt under deres niveau.
I starten af anden halvleg var Milans Mexes meget heldig med at undgå et rødt kort, efter han slog Chiellini i nakken under et hjørnespark. En klar svinestreg fra franskmanden, der dog slap helt uden straf, da ingen af dommerne så forseelsen.
Efter 65 minutters spil valgte Juventus-træner Antonio Conte at sende Sebastian Giovinco på banen, og det var en rigtig god idé. For bare tre minutter senere sendte han bolden i mål til fortjent Juventus føring. Den lille Giovinco fik med et par smarte træk kæmpet sig frem i en rigtig god position, og han kunne elegant sende bolden i nettet. Første mål i sæsonen for ham.
Fem minutter senere blev det langt om længe til et rødt kort til Philipe Mexes, og det havde han bedt om længe på det her tidspunkt. Og det var Juventus hurtige til at udnytte. Pirlo sparkede et frispark på stolpen, og den fulgte Chiellini op på. 3-1 til Juventus.
Milan fik et trøstemål hen mod slutningen af kampen. Det skete, da Pogba skødesløst smed bolden væk på kanten af eget felt. Den endte hos Muntari, der blev dobbelt målscorer, da bolden strejfede Bonucci på vej mod Buffons mål. Skidt spil af Pogba.
Med sejren bliver Juventus på en delt andenplads sammen med Napoli, mens Milan fortsat roder rundt i midten af tabellen.
Juventus - Milan 3-2 (1-1)
0-1: Sulley Muntari (1)
1-1: Andrea Pirlo (15)
2-1: Sebastian Giovinco (68)
3-1: Girgio Chiellini (75)
2-3: Sulley Muntari (90)
Rødt kort: Philipe Mexes (Milan) (74)