Signal Iduna– Dortmunds frygtede stadion
”NUR DER BVB!” brager det ud, så decibelmuren sprænges på lang afstand fra mægtige Signal Iduna Park -Dortmunds berygtede hjemmebane.
Dortmunds stadion, der tidligere hed Westfalenstadion er Tysklands største og mest besøgte stadion.
Planen om at opføre et nyt stadion, blev udarbejdet i 1960'erne. Dengang spillede Dortmunds mandskab på ”Stadion Rote Erde”. Men efter en historisk triumf, hvor klubben var den første tyske klub til at vinde en europæisk titel, i form af Pokalvindernes turnering, valgte klubben at bygge det nye stadion, på grund af en øgede tilhængerskare. ”Stadion Rote Erde” bruges nu som reservebane, og ligger klods op af Signal Iduna Park.
Det enorme stadion åbnede i 1974 til det traditionelle og hadfulde ”Revierderby”, som er opgøret mellem Dortmund og Schalke 04, som et lokalopgør i Ruhr-distriktet, hvor Dortmund og Gelsenkirchen er placeret nært.
Den berygtede hjemmebane består efter flere renoveringer nu af en kapacitet på 80.720, samt hele fire storskærme.
Et af de højeste og mest farverige stemningsområder på ståpladser i moderne fodbold udføres af Dortmunds Südtribune på Signal Iduna Park.
Südtribunen bag det ene mål, der også kaldes ”Gelbe Mauer” (Gule Mur, red), kan bringe frygten frem i enhver spiller. Den massive, stejle og altid udsolgte ende tribune med 24.500 fanatiske Dortmund-fans, var blandt andet med til at sikre Dortmund det højeste gennemsnitlige tilskuertal i hele Europa i sæson 2012/2013, hvor de bl.a. slår Manchester United, Real Madrid og Barcelona.
En gigantisk klub placeret i Ruhr-distriktet med enormt opland og fanskare, hvilket blev klart, da næsten 500.000 Dortmund-tilhængere ønskede billet til dette års Champions League-finale mod Bayern München. Et kig på byen Dortmunds indbyggertal fortæller nemlig, at byen har omkring 580.000 indbyggere.
Stadionet etablerede i sæson 2004/2005 en europæisk rekord i flest besøgende over en sæson med i alt 1.354.000 fans. Den rekord slog klubben sig selv i, da man i 2011/2012-sæsonen nåede omkring 1.370.00 tilskuere.
Klubben var nært gået bankerot efter Tysklands VM-slutrunde i 2006, hvilket gjorde, at klubben ændrede deres stil radikalt. Nu bliver der satset benhårdt på talentudvikling af de tyske teenagere, der bliver oplært med en offensiv, kontrapræget og eksplosiv fodboldstil, som blev skabt gennem ansættelsen af Jürgen Klopp i 2008.
Det finansielle sammenbrud blev afværget, da klubben solgte det traditionsprægede stadionnavn ”Westfalenstadion” til en langsigtet sponsorkontrakt med Signal Iduna til 2021.
Klubbens nye stil bar hurtigt frugt og talenter som Mario Götze, Mats Hummels og Nuri Sahin så dagens lys, og hjalp Dortmund til Bundesliga-mesterskabet i 2011 og 2012.
Det mægtige stadion kommer for alvor i brug igen, når Dortmund i 2. runde af den nye sæson den 17. august tager imod oprykkerne fra Eintracht Braunschweig.