Mourinho vil gøre comeback i tidligere klub
Den portugisiske træner Jose Mourinho står lige nu uden job, efter han blev fyret i Roma, men det betyder ikke nødvendigvis, at han er færdig med at træne på topplan.
Den karismatiske træner skulle angiveligt have fået tilbud fra Saudi Arabien, hvor han ville kunne tjene sindssygt mange penge, men hvis man skal tro Teamtalk.com, så er det ikke noget, der frister Mourinho.
Han vil blive i europæisk fodbold og fortsætte med at træne en af de store klubber, og der har også været spekuleret i, at Newcastle skulle overveje at bytte Eddie Howe ud med Mourinho.
Tidligere blev der også i forskellige medier skrevet om, at Mourinho ønskede en tilbagevenden til Manchester United, hvor han skulle føle, at han ikke havde gjort arbejdet færdigt, da han blev fyret efter lidt mere end to år på Old Trafford, men nu skulle det i stedet være en af hans andre tidligere klubber, der trækker i ham.
Teamtalk.com skriver nemlig, at Mourinho har droppet planerne om et comeback i Manchester United, og i stedet vil han tilbage til Chelsea. Mourinho har allerede stået i spidsen for Chelsea af to omgange, og har haft stor succes på Stamford Bridge. Nu drømmer han angiveligt om at blive afløseren for Mauricio Pochettino, der har haft det svært som manager for Chelsea.