Medie: Jonas Wind er på vej til Premier League-klub
Når sæsonen 2024/25 sparkes i gang, kan Jonas Wind meget vel være at finde i Premier League.
Det melder det engelske medie Givemesport.
Ifølge mediet har Wolverhampton nemlig set sig varme på den 25-årige dansker.
Selvom Gary O’Neils mandskab ligger godt til i midten af Premier League, så har de haft svært ved at få netmaskerne til at blafre i denne sæson.
Wolverhampton er det hold i Premier League, der har scoret sjette færrest mål i indeværende sæson, hvilket blandt andet skyldes fraværet af flere af holdets offensive profiler gennem sæsonen.
Både Pedro Neto, Matheus Cunha og Hee-Chan Huang har siddet ude med skader i løbet af sæsonen. Derfor søger de nu en ny offensiv profil til holdet.
Her skulle valget angiveligt være faldet på Jonas Wind, der står noteret for ni mål og syv assists i Bundesligaen for Wolfsburg indtil videre i sæsonen.
Givemesport fortæller yderligere, at det ikke kun er Wolverhampton, der har snøren ude efter Wind. Fulham har angiveligt også landsholdsangriberen på deres liste over mulige forstærkninger til offensiven, og der kan dermed udvikle sig en transferduel mellem de to Premier League-klubber.