LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Patrick Andersen

Jubler over at have dansk landsholdsspiller i truppen

Anders Dreyer fortsætter med at imponere i USA. Den danske offensivstjerne spillede en hovedrolle, da San Diego FC søndag aften knuste Portland Timbers med 4-0 og dermed sikrede sig en plads i Western Conference-semifinalen i MLS.

Dreyer scorede to gange – allerede efter fem minutter på oplæg fra Onni Valakari, og igen i det 79. minut efter forarbejde fra Chucky Lozano. Med to mål og i alt tre mål og to assists over de tre kampe i serien har danskeren cementeret sin status som en af ligaens mest toneangivende profiler.

“Jeg nyder virkelig at spille fodbold lige nu. Livet er godt uden for banen – min kone og mit barn er glade, og når de er det, er det nemt at præstere. Og så har jeg fantastiske holdkammerater. Jeg elsker dem,” sagde Dreyer til Apple TV efter kampen.

San Diego-træner Mikey Varas var fuld af lovord om sin danske profil:
“Han er fantastisk. En utrolig spiller og et endnu bedre menneske. Vi er bare så glade for, at han er på vores hold.”

Sejren, der blev fejret foran 32.500 tilskuere på Snapdragon Stadium, betyder, at San Diego nu møder Minnesota United i semifinalen den 24. november. For Dreyer venter dog først en landsholdspause, hvor han samles med Danmark til de kommende VM-kvalifikationskampe.

Med 19 sejre og 63 point i grundspillet har San Diego allerede sat rekord som den mest succesfulde ekspansionsklub i MLS-historien – og efter søndagens magtdemonstration lever drømmen om at løfte MLS Cup stadig i bedste velgående.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder