Der findes spillere, hvis tilstedeværelse alene giver balance. Højbjerg er en af dem. Uden store armbevægelser, uden slogans, men med en professionalisme, der smitter. Da han kom til Olympique Marseille efter flere år i Premier League, satte han øjeblikkeligt sit præg – som en naturlig leder, en spiller der får holdet til at hænge sammen med sin disciplin og sit overblik.

Den nye sæson begyndte dog ujævnt. I kampene mod Rennes og Lyon virkede han tung, afleveringerne manglede skarphed, og reaktionerne kom et halvt sekund for sent. Det marseillanske publikum, altid passioneret og hurtigt bekymret, begyndte at spørge sig selv: Var Højbjerg allerede på retur? Havde han efterladt sit bedste spil i Southampton og Tottenham?

Men som så ofte før svarede han på banen. Med arbejde, ikke ord. Siden september har han været blandt holdets mest stabile spillere. Over de første 16 kampe er han den markspiller, De Zerbi har brugt mest – et vidnesbyrd om hans pålidelighed, selv med konkurrence fra O’Riley og Vermeeren. Selv når træneren roterer, forbliver Højbjerg hjertet i midtbanen.

Hans statistik tiltrækker ikke opmærksomhed, men hans betydning kan ingen overse. Hans pasningsspil er igen blevet mere direkte, og hans blik for spillet og styrke i duellerne minder om den spiller, der engang blev vurderet klar til Champions League-niveau. Selv i nederlaget mod Atalanta beholdt han intensiteten, mens andre faldt sammen.

Marseille har haft mange midtbanefolk, der har sat spor – Guendouzi, Luiz Gustavo, Diarra, Imbula, Lucho González. Men få har haft evnen til at holde niveau over flere sæsoner. Det er dér, Højbjergs udfordring ligger.

For måske er det netop hans ro, hans nordiske flegma og tyske grundighed, der gør ham til en sand marseillaner i ånden. Han er ikke spilleren, der bliver hyldet for et spektakulært mål, men den man respekterer. Den, holdkammeraterne lytter til.

Pierre-Emile Højbjerg er født i København, men hans hjerterytme banker nu i takt med Marseille. Og det passer egentlig perfekt