Medie: Tidligere Superliga-stjerne kan havne i Liverpool i stor handel
Yankuba Minteh var kun lige blevet 18 år, da OB hentede ham til Danmark tilbage i sommeren 2022, og det gik hurtigt for ham med at slå igennem i Superligaen for fynboerne.
Allerede i sommeren 2023 blev han solgt til Newcastle for et pænt stort beløb, og de lejede ham efterfølgende ud til hollandske Feyenoord med det samme, og i sommeren 2024 solgte Newcastle ham til Brighton for omkring 250 mio. kroner.
Den nu 21-årige Minteh arbejdede sammen med Liverpools manager Arne Slot, da han var i Feyenoord, og den hollandske træner må have været meget godt tilfreds med det, han så fra den unge spiller dengang, for Football Insider skriver, at Liverpool er interesseret i Minteh.
Ifølge mediet skulle Liverpool være klar til at give omkring 600 mio. kroner for Minteh, som de skulle se som en langsigtet erstatning for Mohamed Salah, der har kontraktudløb i sommeren 2027.