LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Daniel Hvalsø Carlsen

241 mill. indbyggere, men ingen fodboldliga: Ikke til VM lige foreløbig

Pakistan må tage 'æren' i forhold til at være det største land i verden uden en national fodboldliga.

Beretning fra en af fodboldens afkroge

Tænk, hvad de potentielt kunne drive det til, hvis de bare havde en samlende national liga.

Med 241 millioner indbyggere burde der ellers være fodboldspillere nok at tage af. 

Men Pakistan kan bare ikke få det til at fungere, når det handler om det med klubber og kampe på tværs af alle landets regioner. 

Trods en ok stærk fodboldkultur på lokalt niveau, og stor passion blandt fans, mangler landet en organiseret, professionel liga, som kan samle og udvikle sporten.

Ingen professionel liga siden 2019

Et miks af forskelligt rod spænder ben. Helt tilbage siden 2019 har Pakistan således stået uden en national fodboldliga. 

Årsagerne er mange og komplekse: Administrative konflikter, økonomiske udfordringer og problemer med licenser og regler har lammet landets fodboldforbund. 

Dette har ikke kun bremset sportens udvikling - men også frataget mange unge spillere muligheden for at forfølge en professionel karriere.

Cricket er stadig den største sport i Pakistan. Men at fodbold skal halte så langt efter, må være svært at leve med for landets - trods alt - mange fodboldspillere. 

Intet lys forude

Manglen på en national liga betyder faktisk, at Pakistan risikerer at sakke yderligere bagud internationalt. 

Mens nabolande som Indien og Bangladesh har opbygget nogenlunde velstrukturerede ligaer, kæmper pakistansk fodbold stadig med sine mange interne problemer. 

Eksperter peger på, at en genoplivning af ligaen er altafgørende for landets sportslige fremtid og for at genopbygge tilliden til det nationale fodboldforbund.

Pakistan til VM?

Et hurtigt gæt herfra: Vi ser ikke Pakistan debutere ved en VM-slutrunde i fodbold lige foreløbig. 

Men man ved trods alt heller ikke, hvor meget Infantino og Co. går med planer om at udvide turneringen i de kommende 10-20 år. 

Nåleøjet til det fine selskab bliver alt andet lige større og større at snige sig igennem. 

VM i 2026 får deltagelse af hele 48 hold. Det største VM nogensinde. 

Skraber næsten bunden af FIFA's rangliste

Pakistan indtager i skrivende stund pladsen som nummer 198 på FIFA's verdensrangliste - ud af i alt 210 hold. 

Alligevel noget af en ‘bedrift’ som et af verdens folkerigeste lande. Men uden en national fodboldliga fungerer det bare ikke. 

Vi skal tilbage til 17. oktober i 2023 for at finde den seneste sejr til Pakistans herrelandshold i fodbold. Her vandt man med 1-0 hjemme i Islamabad over Cambodja. 

Harun Hamid fra klubben Swinoujscie i Polen scorede kampens eneste mål. 

Siden er det mest blevet til øretæver mod nationer som Jordan og Tadsjikistan.

Højdepunkter fra en 0-0'er mellem Pakistan og Afghanistan:

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder