Fodbold nyheder

Brøndby-boss: Var tæt på konkurs

Af Jeppe Kirk

Brøndbys storaktionær, Jan Bech Andersen, afslører, at klubben for få måneder siden stod over for en livstruende konkurs.
Article image
Ritzau-Scanpix
I 2013 tiltrådte Jan Bech Andersen som storaktionær i fodboldklubben Brøndby IF, og flere gange har rigmanden vist sit store, økonomiske engagement, når klubben har manglet penge i kassen.


Senest i juni måtte Brøndby for anden gang på blot to måneder låne af investoren for at dække klubbens likviditetsbehov, og den passionerede klubmand fortæller nu, at Superligaklubben for få måneder siden var på randen af en konkurs.

- Det var en forretning, der var hårdere ramt, end jeg havde forestillet mig. Jeg kan ikke lide at bruge ordet forfald, men det var tæt på at være det rigtige billede af forretningen. Brøndby befandt sig på afgrundens rand, siger Jan Bech Andersen til Ekstra Bladet.

- Faktum var, at det var meget alvorligere, end jeg troede. Jeg havde i min fantasi ikke forestillet mig, det var så slemt, uddyber Brøndby-rigmanden, der også fortæller om ansættelsen af Alexander Zorniger.

- Jeg ved godt, at det var en bombe, vi smed med ansættelsen af Alexander Zorniger. Men det var en nødvendighed med forandringer i Brøndby. Der skulle ske noget helt andet, hvis vi skal nå vores drømme og mål.

- Det, der er foregået siden, minder om en mirakelkur, hvor klubben har skåret i sit lønbudget og samtidig udnyttet det potentiale, der hele tiden har været i spillertruppen. Vi ser nu, hvordan flere af de unge spillere – Andrew Hjulsager, Frederik Holst, Svenn Crone og Christian Nørgaard – er blomstret op. Det er næsten lige til at tude over, lyder det fra Jan Bech Andersen.

Brøndby ligger i øjeblikket på en delt førsteplads, og søndag kan de blågule udbygge føringen ned til rivalerne fra FC København, der gæster Brøndby Stadion.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik