EM-dommere: Carlos Velasco Carballo
Indkast har lavet en profil af de 12 dommere, der skal med til EM i Polen og Ukraine. Her Spanien repræsentant.
I den danske Superliga er fokus på dommerne steget betydeligt de seneste år. I spansk fodbold har dommerne altid været en udsat gruppe, hvis funktion er som sparkepuder for de til tider krukkede stjerner og trænere. En dommer, der skiller sig positivt ud, er Carlos Velasco Carballo.
Carlos Carballo er en af de få dommere, der sjældent - måske aldrig - er blevet beskyldt for at favorisere enten FC Barcelona eller Real Madrid. Og så er Carballo endda fra Madrid.
Den nu 41-årige Carlos Carballo er forholdsvis ny på den store fodboldscene. Det var f.eks. først i sæsonen 2010/2011, han fik lov til at holde styr på stjernerne i Champions League. I den samme sæson blev Carballo kåret som årets dommer i Primera División, og derudover dømte han Europa League-finalen det år mellem Porto og Braga. Sæsonen med det store gennembrud.
Carlos Carballo nyder stor respekt for sin evne til at lade spillet køre. Ofte har spanske dommere haft en tendens til at kaste om sig med kort og på den måde afbryde spillet. For Carlos Carballo er det spillet og ikke dommeren, spotlyset skal og bør falde på.
Carballo deler få røde kort ud, men det han gav til FC Barcelona Gerard Piqué i marts måned i en kamp imod Sporting Gijon blev efterfølgende diskuteret en hel del. Havde Barça tabt point - de vandt 3-1 - havde fokus været på dommeren fra Madrid. Nu står Carballo i stedet tilbage som en af relativt få dommere, som tør dømme imod FC Barcelona.
Selvom han er et forholdsvist ubeskrevet blad i europæisk sammenhæng, er Carlos Velasco Carballo som nævnt et profileret navn i spansk fodbold. Han debuterede i Primera División ved at dømme FC Barcelona og Sevilla i 2004, og så kunne det næsten ikke blive meget større. For som madrillener har Carballo ikke ret til at dømme Madrid-mandskaber som Atlético eller Real.
Til gengæld er Carballo nu den spanier, der skal varetage fløjten ved EM 2012. Hans allerførste slutrunde uden at det nødvendigvis bliver hans sidste.