Fodbold nyheder

Jupp Heynckes – Den erfarne træner

Af Mike Bunde

Jupp Heynckes er en erfaren træner med en stor aktiv karriere bag sig. Indkast.dk kigger nærmere på Bayern – chefen inden Champions League finalen.

Article image
Ritzau-Scanpix

Jupp Heynckes er nok ikke det mest velkendte trænernavn blandt den yngre generation. Men den 67-årige tysker er med sikkerhed mere velkendt af den ældre generation af fodboldfans. Først og fremmest grundlagde Jupp Heynckes sin trænerkarriere gennem en glorværdig spillerkarriere. Han var som aktiv en stor stjerne i den tyske traditionsklub Borussia Mönchengladbach. Heynckes var en del af Gladbachs guldalder, og var i perioden 1973-1978 med til at vinde det tyske mesterskab fire gange og UEFA-Cuppen én gang. Desuden lavede den nuværende Bayern München træner imponerende 220 mål i 369 kampe i Bundesligaen. Det gør ham til den tredjemest scorende spiller nogensinde i den tyske liga! Og sidst men ikke mindst vandt han både Europamesterskabet og Verdensmesterskabet med Vesttyskland.

Efter den succesfulde spillerkarriere ventede et liv som træner – selvfølgelig. Klubben blev igen Gladbach, og her lykkedes det Heynckes at stabilisere klubben i top fire efter mange svingende år. Det bemærkede man straks i Bayern München, hvor Heynckes altså indledte sin første trænerperiode i storklubben i årene 1987 til 1991. Her præsterede den tyske træner igen, og blev mester to gange på fire år. Ledelsen i Bayern har dog altid haft store ambitioner, og derfor blev Heynckes afskediget efter den utilfredsstilende andenplads i 1991. Herefter ventede forskellige spanske og tyske klubber indtil han i 1997 blev ansat som træner for mægtige Real Madrid. Det blev en mærkværdig oplevelse for den dygtige tysker, der på den gode side sikrede Real Madrid Champions League trofæet i 1998, som var første gang i 32 år. Alligevel var Real Madrid ledelsen ikke tilfredse med Heynckes, da han kun førte klubben til en fjerdeplads i La Liga, og derfor måtte den erfarne tysker forlade Madrid efter kun et år i spidsen for kongeklubben.

Den kommende periode som træner blev mere anonym for Jupp Heynckes. Efter at have været i storklubber som Bayern München og Real Madrid med en fyreseddel som afsked, trappede han lidt ned og blev igen træner i – Gladbach. Her blev han træner for danske Bo Svensson, og danskeren husker Heynckes således;

- Jeg tror ikke, at han var så godt castet til Gladbach. Jeg tror, at Heynckes passer bedre ind i en større klub, hvor det i højere grad gælder om at holde stjerner glade og tilfredse, og ikke så meget om de store taktiske finurligheder, siger Bo Svensson.

Netop i Bayern München arbejder Jupp Heynckes med flere store stjerner som Neuer, Ribery, Robben, Lahm, Schweinsteiger og Gomez. Her blev han ansat i sommer efter flere gode år i Leverkusen. Målet for denne sæson var ligatitlen og at deltage i Champions League-finalen på hjemmebanen Allianz Arena. Det lykkedes dog ikke for Heynckes og co. at fravriste Dortmund endnu et mesterskab eller pokaltitlen, men alligevel må sæsonen i München betegnes som en succes, hvis klubben vinder Champions League-finalen over Chelsea. Jupp Heynckes nyder netop nu stor opbakning i ledelsen, især hos sin gode ven Uli Hoeness, der er præsident i Bayern München samt fra bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge allerede fortalt Heynckes, at klubben er åben for at forlænge den nuværende kontrakt, der løber til udgangen af næste sæson. På det tidspunkt er Heynckes fyldt 68 år, men det er altså ingen hindring i forhold til at skulle holde styr på en række af Europas bedste fodboldspillere.

- Hvis han vil, kan han blive her længere end til kontrakten udløber i 2013, siger Karl-Heinz Rummenigge til Bild.

Netop Champions League-turneringen har Bayern ikke vundet siden 2001, og med hjemmebane i finalen i denne sæson har succes i Europas fineste klubturnering været sydtyskernes helt store mål. Rummenigge regner ikke med, at Heynckes vil gå på pension, hvis det skulle lykkes at hente den store pokal;

- Sådan er Jupp ikke. Han tænker ikke sådan, siger Karl-Heinz Rummenigge.

Jupp Heynckes nyder altså stor opbakning i det sydtyske, og mon ikke en sejr i Champions League-finalen vil gavne ham yderligere i sit fremtidige virke som Bayern München chef.


Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik