Life of Brian
Indkast.dk bringer her et uddrag fra Bogen “Life of Brian – historien om Brian Laudrup”. Det hedder “Galehuset” og er om tiden i Fiorentina...
Galehuset
Da holdet efter nytår tog hul på forårssæsonen 1993, begyndte problemerne. Brian havde holdt jul hjemme i Danmark og kunne glæde sig over endnu engang at være blevet kåret som årets spiller af sine danske kolleger. Titlen var særlig opløftende, fordi den markerede hans tilbagevenden til landsholdet og blev tildelt i et år, hvor dansk fodbold med EM-guldet havde opnået det fineste resultat nogensinde.
Så meget desto større var kontrasten, da han vendte tilbage til hjemmebanen i Firenze og blev piftet ud af 50.000 fans. Hjemmepublikummet var i oprør over et 0-1-nederlag til Atalanta, som hidtil havde tabt alle sine udekampe.
Gennem 90 minutter havde Fiorentina-angriberne vadet rundt i chancer. Isoleret set var Brian sluppet hæderligt fra opgøret. Han stod bag fire-fem frispilninger og havde et skud på overliggeren. Men intet kunne formilde tilhængerne.
Medlemmerne af den ekstreme fangruppe Ultras blev hængende ved stadion for at true og råbe ad spillerne, længe efter at alle andre var gået hjem.
Resultatet betød, at Fiorentina rutsjede ned i tabellen, fra en andenplads til en syvendeplads.
På VIP-tribunen brød frustrationerne ud i lys lue. Klubbens ejer, Mario Cecchi Gori, var kort forinden blevet alvorligt syg og lå på hospitalet, og hans søn, Vittorio, havde taget over som præsident.
Vittorio Gori havde vundet international anseelse med det Oscar-vindende mesterværk 'Il Postino' (Postbudet). Men i Firenze og omegn var han kendt som en impulsiv, lidt naiv og utilregnelig person.
Opildnet af tilhængernes råb om handling stormede han ned i spillernes omklædningsrum. Frådende af raseri hamrede han sin næve ind i et spejl på væggen, så glasstumper føg rundt i luften. Fra et hjørne i omklædningsrummet så Brian lamslået til, mens den nyudnævnte præsident overfusede træner Radice og skreg til ham, at han aldrig ville se ham for sine øjne igen.
»Du er fyret!«
I to timer forsøgte spillerne at berolige den ophidsede Vittorio og få ham til at trække fyringen tilbage, men der var ikke noget at gøre. I et interview med den italienske avis Corriere della Sera i januar 1996, tre år efter det dramatiske optrin, forklarede Luigi Radice selv følgende om fyringen:
»Jeg har aldrig forstået, hvorfor jeg blev afskediget på det tidspunkt. Jeg var gode venner med Vittorio og hans familie. Men efter kampen eksploderede han i vrede. Store ord fløj gennem lokalet. Jeg kan ikke huske, hvad han råbte, men jeg forsøgte at forklare ham årsagen til nederlaget. Vittorio havde altid virket på mig som en åben person, man kunne tale stille og roligt med. Men ved den lejlighed erfarede jeg, at han er meget temperamentsfuld og let taber hovedet. Efter at have råbt i omklædningsrummet gik han ud og smækkede døren, og siden har jeg ikke set ham. Han har aldrig kontaktet mig eller min assistent, Cazzaniga, for at give os en forklaring på vores opsigelse. Faktisk har jeg kun talt med ham en enkelt gang siden, i et tvprogram, hvor han var i studiet, og jeg var med på en telefonlinje. Selv der kunne han ikke styre sig. Han blev kokrød i hovedet og begyndte at råbe, og efter nogle få minutter rejste han sig og slog sin knytnæve ned i bordet.«
Brian var frustreret over fyringen. Ganske vist var Radice hverken Capello, Lippi eller Trapattoni, men Brian var begejstret for ham. Han havde et stort, offensivt hjerte. Også Stefan Effenberg var rystet. I sin selvbiografi giver tyskeren en anden forklaring på Vittorios raseriudbrud. Reaktionen skyldtes ikke det forsmædelige nederlag, men var snarere et spørgsmål om jalousi. Ifølge de forklaringer, som Effenberg opsnappede hos de italienske holdkammerater, havde Radices søn indledt en affære med Vittorios 18 år yngre skuespillerhustru, brystbomben Rita Rusic.
Effenberg skriver:
»Trænerens søn var midt i 20'erne, og han havde efter sigende en affære med Vittorios kone. Hun var en rigtig fangst. Havde været model og havde langt, klorinbleget hår og bryster som meloner. Det var selvfølgelig en total dødssynd at bestige hende.«
Uanset motiverne skabte fyringen uro i klubben. Afløseren på posten hed Aldo Agroppi.
»En fyr med mærkelige øjne, som altid så trist ud. Han lignede en gammel engelsk fårehund og havde ikke mange brikker at flytte rundt med,« lyder skudsmålet fra Stefan Effenberg.
Agroppi fik en mareridtsagtig start, da Fiorentina tabte 0-4 i udekampen mod Udinese. Brian var blevet placeret som central midtbanespiller, en position, der passede ham dårligt, og han blev da også skiftet ud i pausen, efter at have indkasseret et gult kort. Med nederlaget intensiveredes krisen. På få uger var holdet gledet ned i midten af tabellen, mens ærkerivalerne fra Milan fortsatte sejrsrækken og konsoliderede sig i toppen. I en analyse af situationen dristede Brian sig til at kritisere Agroppi.
»Under Radice havde vi et levende og kreativt mandskab, der angreb med otte mand. Vi havde det ene ben i Europa Cuppen og var kandidat til mesterskabet. Men nu forekommer det hele trist. Alt er opløst i interne diskussioner. Jeg forstår ikke, at man ændrer strategien,« udtalte han i et interview med den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.
Udtalelserne vakte furore på direktionsgangen. Brian blev indkaldt til et møde, hvor han skulle stå skoleret for træneren og klubledelsen. Efter afklapsningen meldte Agroppi ud i italiensk presse:
»Laudrup må lære at være ydmyg og vise den kampånd, vi har brug for.«
Rundt omkring på Firenzes barer blev der måbet. Lokalpressen fik travlt med at indhente kommentarer fra stort set alle, der måtte have en mening om sagen, selv de gamle veteraner. De fleste var enige om, at Brian legede med ilden.
»Danskeren er ingen Pelé og har ikke lov til at diktere spillet på banen,« lød det.
Fiorentinas næste kamp endte 0-0, og selv om Brian leverede en godkendt præstation, var træner Agroppi igen ude efter ham.
»Man må forvente mere af en så dygtig og dyr spiller. Når han har bolden, skaber han ofte noget. Men der er for lange pauser, og spørgsmålet er, om hans kammerater forstår hans højt anlagte spil,« lød det fra Agroppi, som lod skinne igennem, at hvis Brian fortsatte med at brokke sig over sin placering på banen, kunne han sagtens få en ny plads: på bænken.
»Jeg giver ham nok en sidste chance i næste kamp mod Foggia, men jeg har endnu ikke taget endelig stilling. Måske starter han på bænken,« udtalte Agroppi til La Gazzetta dello Sport.
Igen var Brian altså på kollisionskurs med chefen. Akkurat som han havde været det i Bayern og på det danske landshold. Og heller ikke denne gang havde han tilsyneladende i sinde at lade sig kyse.
»Der er uro, men jeg føler mig hverken truet eller stresset. Et point i de sidste tre kampe har været med til at skrue en stemning op med negative toner. Personligt har jeg god samvittighed, for i hver kamp lægger jeg op til adskillige målchancer. Er det min skyld, at de ikke bliver udnyttet?« udtalte han i et telefoninterview med Ekstra Bladet.
Brian var som en banan: hård udvendig, blød indvendig. Sagen var, at han aldrig lærte at trives på et hold, hvor træneren ikke havde 100 procent tillid til ham. På det punkt lignede han Michael. Ingen af brødrene var typen, der hev sig selv op ved hårrødderne og gav den en ekstra skalle for at bevise over for træneren, at han havde uret.
De skulle roses, ikke dadles.