Neverkusen og Los Blancos'niende triumf
Tirsdag aften vil alle danske fodbold-øjne være rettet med Madrid, når Christian Eriksen gæster Santiago Bernabéu, som optakt kan du her læse et kapitel fra “Mesterværket”. Det handler om Real Madrids triumf i finalen i 2002.
I sommeren 2000 indtraf en begivenhed i Real Madrid CF, der kom til at revolutionere tankesættet for, hvordan man driver en fodboldforretning. Til de flestes overraskelse vandt Florentino Pérez den 16. juli præsidentvalget i klubben, selv om den siddende mand i embedet, Lorenzo Sanz, kort forinden var med til at vinde Champions League for anden gang.
Florentino Pérez var ikke et kendt ansigt i fodboldkredse, men det var han i magtens korridorer, eftersom han tidligere havde siddet i Madrids byråd og nok så væsentligt var bestyrelsesformand i Spaniens største entreprenørvirk- somhed, ACS. I 1995 stillede han første gang op til præsidentvalget i Real Madrid, men dengang fik han 700 stemmer færre end Ramón Mendoza, der kort efter blev tvunget til at træde tilbage på grund af klubbens monumentale gæld.
Netop udraderingen af gælden var ét af Florentino Pérez' valgløfter fem år senere. Hvad der var nok så interessant, lovede den driftige forretningsmand i samme åndedrag, at han i den kommende tid ville hente verdens bedste fodboldspillere til den spanske hovedstad.
For at understrege, at det ikke var ment for sjov, lækkede hans kampagnevejledere, at selveste FC Barcelonas anfører, Luís Figo, ville skifte til Real Madrid, såfremt Florentino Pérez blev udnævnt til præsident. Det lød alt sammen næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre blev den 53-årige storentreprenør foretrukket på bekostning af Lorenzo Sanz, og sandelig om han ikke straks gik i gang med at indfri sine løfter.
Taget i bagvendt rækkefølge slog Florentino Pérez en streg over Real Madrids gæld ved at sælge træningsanlægget Ciudad Deportivo til Madrids bystyre, hvilket var en temmelig speget manøvre. Ganske vist blev arealerne udstykket til opførelsen af fire enorme kontortårne. Men at give 3,5 milliarder kroner af skatteydernes penge til en fodboldklub, som 40 år forinden fik jorden foræret kvit og frit, gled bestemt ikke lige let ned alle steder, og EU blev da også inddraget i sagen for at tjekke, om alt var gået redeligt for sig.
Det var det tilsyneladende, og efter at have indfriet gælden stod Florentino Pérez med en halv milliard kroner i hånden til at opføre et nyt træningscenter i Valdebebas og hente nye spillere.
Det sidste havde han allerede taget hul på, da han på sin første arbejdsdag på Estadio Santiago Bernabéu løftede sløret for, at han rent faktisk havde betalt frikøbsklausulen på 449 millioner kroner for Luís Figo, hvilket udløste enorm bestyrtelse i Catalonien.
I den brede offentlighed fulgtes rekordhandlen med lige dele benovelse og skepsis. For hvordan i alverden kunne en fodboldklub, i hvis statutter det er stadfæstet, at den er en nonprofitorganisation, have råd til at smide om sig med så store beløb?
Svaret var, at Florentino Pérez rådede over en personlig formue på anslået 10 milliarder kroner, og at han derigennem havde de helt rigtige forbindelser til blandt andre Caja Madrid og Banco Santander samt kuriøst nok også det største pengeinstitut i Catalonien, La Caixa.
Ét var adgangen til gunstige lån, noget andet var, om investeringerne kunne betale sig. Også her havde Florentino Pérez et klart svar. Kernen i hans plan, som i folkemunde blev døbt Galácticos-projektet, var, at de dyreste spillere er dem, som giver det største afkast.
Det er de kort fortalt, fordi de booster salget af merchandise og tillige brander klubben, som dermed bliver mere attraktiv for sponsorer og fjernsynsselskaber.
Med dét in mente gik Real Madrid målrettet efter at hente profiler, som helst skulle have vundet France Footballs Gyldne Bold. Spillerne fik en fyrstelig gage for ulejligheden, men måtte samtidig afstå halvdelen af indtægterne for deres imagerettigheder, og det var der én rigtig god grund til.
Når en mand som Luís Figo indgik en aftale om at medvirke i eksempelvis reklamer for Coca-Cola, skulle honoraret deles med Real Madrid, og på denne måde medvirkede Los Galácticos reelt til at betale deres egen løn.
Også omkring den globale markedsføring blev der tænkt høje tanker, og i sommeren 2001 blev transferloftet gennembrudt endnu gang, da Zinedine Zidane kom til fra Juventus.
Det gjorde han ikke udelukkende, fordi han var en guddommelig fodboldspiller, men i lige så høj grad fordi Real Madrid med købet af den etniske algerier sparkede døren ind til det meget interessante marked i Mellemøsten.
Slige idéer lå ikke Blackburn Rovers' ejer, Jack Walker, på sinde, da manager Kenny Dalglish efter mesterskabet tilbage i 1995 udtrykte ønske om at tilknytte Zinedine Zidane, som dengang optrådte for Bordeaux:
- Hvad i helvede vil du med ham? Vi har da Tim Sherwood ...
Med sin formidable teknik og sit store overblik var Zinedine Yazid Zidane skåret ud af det samme stykke træ som fortidens Real Madrid-helte, Alfredo Di Stéfano og Ferenc Puskás.
Efter at have vundet både VM og EM med Frankrig, to Serie A-titler med Juventus og i tilgift én Ballon d'Or forekom det da også helt naturligt at skifte til Real Madrid.
Naturligt kan man dog ikke kalde de nærmere omstændigheder for, hvordan handlen overhovedet kom i stand. Den første tilnærmelse foregik på en restaurant i Monaco, da Florentino Pérez sendte en bordserviet over til den franske verdensstjerne med et håndskrevet spørgsmål:
- Kunne du tænke dig at spille for Real Madrid?
Zinedine Zidane troede dårligt sine egne øjne. Næstefter Olympique Marseille var Real Madrid hans favoritklub, og derfor skrev han lettere befippet tilbage på engelsk:
- Yes!
Herefter gik der ikke længe, inden de egentlige forhandlinger blev indledt, og efter at have enedes om en overgangssum på ufattelige 545 millioner kroner kunne Véronique Zidane pakke familiens gevandter og sætte kursen mod Spanien, hvor Real Madrid kort forinden var blevet kåret som spansk mester for første gang i fire sæsoner.
Dén bedrift åbnede porten til Champions Leagues indledende gruppefase, hvor modstanderne var Anderlecht, Lokomotiv Moskva og AS Roma. Sidstnævnte var første opgave på Stadio Olimpico i Rom, og her viste især Luís Figo klassen, da han med et flot frisparksmål og et lige så brillant oplæg til Guti stod fadder til madrilenernes 2-1-sejr.
At opgøret i det hele taget blev gennemført tirsdag den 11. september 2001, var en brøler af rang oven på de afskyelige terrorhandlinger, der i timerne forinden var foregået på den amerikanske Atlanterhavskyst, og UEFA beklagede da også efterfølgende beslutningen med at afvikle spillerunden.
Tre omgange senere havde Real Madrid på suveræn vis sikret sig videre deltagelse til anden gruppefase, selv om holdet endnu ikke havde gjort brug af Zinedine Zidane, der medbragte fire kampes karantæne fra Juventus, efter at han 12 måneder forinden nikkede Pochen Kientz en skalle i en kamp mod Hamburger SV.
I Champions Leagues næste gruppespil havnede Real Madrid i selskab med Panathinaikos, Sparta Prag og FC Porto, og med et tab på sølle to point slap madrilenerne uforstyrret videre til Champions Leagues kvartfinale.
Her ventede de gamle bekendte fra Bayern München, som man havde mødt i de foregående to års udgaver af turneringen med én sejr til hver side som følge.
Klubbernes første dyst fandt sted i München den 2. april 2002, og den blev som altid uhyre intens. Madrilenerne tog føringen efter 11 minutter, da Oliver Kahn begik en sjælden bommert på et langskud fra Geremi.
Midtvejs i anden halvleg ramte Giovane Élber overliggeren med et kraftfuldt hovedstød, og kort efter reddede målmand César Sánchez et straffespark, som Hasan Salihamidzic filmede sig til, fra Stefan Effenberg.
Hermed så det ud, som om de aggressive titelholdere måtte gå fra banen uden at score, men det blev der lavet om på i de sidste otte minutter. Først fik Stefan Effenberg en smule oprejsning for sit brændte straffe med sin udligning til 1-1, og derpå sørgede Claudio Pizarro for en fortjent sejr på 2-1.
Det var ikke meget at tære på inden returmødet otte dage senere på Estadio Santiago Bernabéu. Her forløb affæren om muligt endnu mere dramatisk, og den italienske dommer, Stefano Braschi, havde rigeligt at holde øje med både på og uden for grønsværen.
Undervejs blev Bayern-kaptajnen Stefan Effenberg ramt i hovedet af kasteskyts fra hjemmeholdets ultras, der var frustrerede over Madrids besvær med at finde en farbar vej gennem det tyske forsvar.
Real Madrid blev dog belønnet efter 68 minutter, da Iván Helguera skovlede bolden i nettet fra klos hold, og kort før tid blev sejren slået fast med Gutis scoring til 2-0, efter at Raúl forinden havde de høje albuer i brug over for Thomas Linke.
Således var der rettet an til en lækkerbisken af en semifinale mod de historiske arvefjender fra FC Barcelona, som i den foregående runde slog Panathinaikos efter to tætte kampe. Real Madrid havde ikke vundet på Camp Nou i næsten 20 år, da de to mandskaber den 23. april 2002 vandrede ind på den indbydende grønsvær, men hjemmeholdet måtte undvære Rivaldo, der tre dage forinden blev skadet i en ligakamp mod Celta.
Uden brasilianeren var Barça et ordinært mandskab, og Real Madrid straffede da også catalonierne med to sene kontramål af henholdsvis Zinedine Zidane og Steve McManaman. Med et forspring på 2-0 var Real Madrid skyhøje favoritter inden returkampen, men FC Barcelona bed tappert fra sig, og i begyndelsen ramte Phillip Cocu stolpen.
Stik imod spil og chancer slog Raúl til efter en halv time, da han med en fornemt langskud passerede Roberto Bonano til 1-0, og dermed så det kulsort ud for de godt spillende gæster.
Kort efter pausen kom Iván Helguera for skade at lave selvmål til 1-1, og det tændte igen håbet for Blaugrana, der leverede sæsonens bedste præstation. Real Madrid blev spillet af klædet, men score kunne Barcelona ikke trods store muligheder til Luís Enrique, Patrick Kluivert og Geovanni, og så var madridlnerne for tredje gang siden 1998 klar til en Champions League-finale. Det fejrede de 74.000 fremmødte på Santiago Bernabéu med stygge fornærmelser mod gæsterne og bragende olé-råb ind til Madrid-spillerne, der ikke desto mindre ilede til omklædning uden at besvare gestussen.
Det vakte undring hos de fleste, men da Iñaki Cano fra programmet Estadio Estadio spurgte Vicente del Bosque om, hvorfor hans spillere ikke markerede sejren med en æresrunde, faldt svaret prompte:
- I Real Madrid fester vi kun, når vi har vundet et trofæ ...
I Leverkusen er alt bygget op om én ting; Bayer AG. Ganske karakteristisk er byens fodboldhold da også sponsoreret af kemigiganten, hvad der siden slutningen af 1980erne har gjort Bayer 04 Leverkusen til ét af de ypperste mandskaber i forbundsrepublikken.
Ambitionen om at tippe Bayern München væk fra tronen lykkedes næsten i foråret 2000, men på allersidste spilledag floppede Die Werkself uventet i Unterhaching, og så løb sydtyskerne som sædvanlig med titlen.
I den efterfølgende sæson blev Leverkusen hårdt ramt af det monumentale kaos, der fulgte i kølvandet på afsløringen af, at Christoph Daum var kokainmisbruger, hvorfor han ikke kunne tiltræde på posten som landstræner fra sommeren 2001.
Han kunne selvsagt heller ikke gøre sit arbejde i Leverkusen færdigt, og så måtte sportsdirektør Rudi Völler dobbeltjobbe som træner for både Die Nationalmannschaft og Die Werkself, indtil forretningsfører Reiner Calmund kunne hyre en ordentlig afløser. Ham håbede han at have fundet i Berti Vogts, men desværre viste det sig hurtigt, at kemien ikke stemte, hvorfor den tidligere landstræner blev fyret efter en famlende sæson, der med nød og næppe resulterede i den fjerdeplads, som gav adgang til Champions League-kvalifikationen.
Her løb Bayer Leverkusen ind i Crvena zvezda, der blev slået med sammenlagt 3-0, hvorefter den nye træner, Klaus Toppmöller, havde fået den start, som alle på forhånd drømte om. I den følgende fase blev spillet endnu bedre, og efter seks puljekampe mod FC Barcelona, Olympique Lyon og Fenerbahce kvalificerede Toppmöllers mandskab sig til Champions Leagues andet gruppespil.
Her løb Bayer Leverkusen ind i to gevaldige nederlag på 0-4 og 1-4 til henholdsvis Juventus og Arsenal, men holdet viste flot moral, og efter den afslut- tende 3-1-sejr på udebane mod allerede kvalificerede Deportivo La Coruña snuppede tyskerne førstepladsen og dermed en billet til kvartfinalerne, hvor Liverpool stod parat.
På Anfield pakkede Bayer Leverkusen sig fornuftigt foran målmand Jörg Butt, og det betød, at denne kun blev overlistet, da Sami Hyppiä scorede på hovedstød ét minut før pausen.
En 1-0-føring var som udgangspunkt ingen ringe ballast at bringe med til Bay-Arena i Leverkusen, og efter en livlig første halvleg, som endte 1-1, kunne udeholdets manager, Gérard Houllier, nippe relativt roligt til pauseteen.
Efter pausen smed Klaus Toppmöller alt frem, og det kom der en meget seværdig forestilling ud af. Inden for 22 minutter sørgede Michael Ballack og Dimitar Berbatov med to flotte træffere for, at hjemmeholdet kom på semifinalekurs, men bedst som tyskerne troede sig sikre, reducerede Jari Litmanen til 3-2, og dermed havde englænderne igen fat i billetten til semifinalen.
Det måtte de give slip på med seks minutter tilbage, da Leverkusens brasilianske stopper, Lúcio, stødte en tværpasning fra Yildiray Bastürk ind med venstrebenet til 4-2. Mere blev der ikke scoret i den nervepirrende dyst, og så var Bayer Leverkusen klar til Champions Leagues næstsidste fase.
66.534 tilskuere fyldte Old Trafford til sidste plads, da den slovakiske dommer, Lubos Michel, den 24. april 2002 satte gang i opgøret mellem Manchester United og Bayer Leverkusen.
På baggrund af præstationerne undervejs kunne man dårligt fortænke englænderne i at tale temmelig højt om den forestående i Champions League-finale. I den forbindelse var det problematisk for Alex Ferguson, at han både måtte undvære sin karantæneramte anfører, Roy Keane, og David Beckham, som brækkede foden mod Deportivo La Coruña i den foregående runde.
Trods de markante afbud tog Manchester United føringen, da Ole Gunnar Solskjær sendte bolden i mål til 1-0 efter 29 minutter, men akkurat som tidligere viste Bayer Leverkusen, at holdet havde masser af kampgejst. Michael Ballack fik udlignet, men kort efter scoringen, blev Manchester United tilkendt et tyndt straffespark, som Ruud van Nistelrooy omsatte til 2-1, og så troede kun de færreste på, at Die Werkself kunne arbejde sig ind i dysten igen.
Men her forregnede Alex Fergusons hold sig, for med et kvarter igen udlignede den duknakkede Oliver Neuville til 2-2, og så var Bayer Leverkusen snublende nær Champions League-finalen i Glasgow.
I returkampen otte dage senere var Roy Keane igen til disposition, og han pyntede på Manchester Uniteds hold. Efter en halv time udnyttede han en fejl i hjemmeholdets forsvar, der virkede rystet over, at anføreren Jens Nowotny blev båret ud med en alvorlig knæskade i kampens indledning, til at score til 1-0.
Endnu engang rettede Leverkusen-folkene deres rygge, og kort inden pausefløjtet udlignede Oliver Neuville med et kanonskud til 1-1, hvorefter rhinlænderne var videre takket være reglen om flest udebanemål.
I anden halvleg var Manchester United farligst, men for en gangs skyld slap heldet op hos Alex Fergusons mandskab, der brændte et par gigantiske chan- cer, inden den danske dommer, Kim Miltons afsluttende fløjt.
Dermed var Bayer Leverkusen efter 18 kampes tilløb klar til Champions League-finalen, hvilket var noget af en bedrift set i lyset af, at holdet aldrig havde vundet det tyske mesterskab. Det var to usædvanligt sultne mandskaber, der onsdag den 15. maj 2002 gik ind på Hampden Park i Glasgow til historiens tiende Champions League-finale.
Bayer Leverkusen havde haft sin flotteste sæson nogensinde, men paradoksalt nok stod spillerne fortsat uden ædelmetal i hænderne.
Først glippede det tyske mesterskab på sidste spilledag, og derpå tabte holdet også den tyske pokalfinale, hvorfor opfindsomme sjæle i den tyske sport- spresse begyndte at kalde klubben for Neverkusen...
Så sjofelt et udtryk kunne ingen finde på at knytte til Real Madrid, selv om de i året for klubbens 100 års jubilæum ligeledes havde tabt den nationale pokalfinale og kun var blevet nummer tre i La Liga.
På trods af Bayer Leverkusens imponerende bedrifter, senest med eliminerringen af de to stærkeste engelske repræsentanter, var Real Madrid bookmakernes favorit. Dels havde spanierne rutinen fra talrige andre slutkampe, og dels stillede de med deres stærkeste mandskab i modsætning til Bayer Leverkusen, som måtte undvære den skadede Jens Nowotny og Zé Roberto, der havde karantæne.
Til gengæld var den bedste spiller i tysk fodbold, Michael Ballack, til disposition, selv om han døjede med et slag over foden, og det var vigtigt, for udover at være igangsætter, var han også en meget dygtig afslutter.
Helt efter bogen var det Real Madrid, der greb initiativet, og efter ni minutter blev holdet belønnet for den offensive satsning. Det skete, da Roberto Carlos kastede et indkast op i fødderne af Raúl, som med oppasseren Lúcio placeret på den gale side fik plads til at tjatte bolden ind over linjen til 1-0 med et skud, som Jörg Butt burde have snuppet.
Atter beviste Bayer Leverkusen dog, at holdet stod sammen i modgang. Bare fem minutter senere sendte Bernd Schneider et frispark ind foran mål, og her dukkede Lúcio op og udlignede til 1-1, og så var kampen igen helt åben.
I fortsættelsen optrådte tyskerne selvbevidste med landsholdsspillerne, Carsten Ramelow og Michael Ballack, som en stærk central akse, der ikke lev- nede megen plads til modstandernes stærkeste kort, Zinedine Zidane.
Genialitet kan imidlertid aldrig helt undertrykkes, og det fik fodboldverdenen et nyt bevis for ét minut inden pausen på det råkolde Hampden Park. Fra siden sendte Roberto Carlos en ballonbold ind foran straffesparksfeltet, og her klippede Zidane til med venstrefoden, så bolden i en smuk bue strøg ind under overliggeren til 2-1.
Det var i sandhed en sensationel scoring, som kun spillets allerbedste kan præstere. En sådan var Zinedine Zidane, der to gange tidligere havde tabt en Champions League-finale med Juventus, men nu omsider så ud til at være på vej mod titlen. Efter pausen dalede kampens niveau, og den mest iøjnefaldende aktør var madrilenernes uforlignelige bolderobrer, Claude Makélélé, der gang på gang kom i vejen for de tyske kombinationer.
Zinedine Zidanes scorer ét af historiens mest spektakulære mål, da han med en helflugter sikrer Real Madrid en sejr på 2-1 i Champions League-finalen mod Bayer Leverkusen i Glasgow.
Midtvejs gennem halvlegen fik Real Madrid et chok, da holdets målmand, César Sánchez, måtte udgå med en lårskade. Ind kom den kun 20-årige Íker Casillas, der 24 måneder forinden var med til at vinde Champions League- trofæet i finalen mod Valencia. Siden havde Casillas vist svingende form, og i slutningen af februar tog Vicente del Bosque konsekvensen af det og parkerede ham på bænken.
Her havde Íker Casillas tilsyneladende opsparet masser af frustrationer, som han nu fik frit løb til at komme af med. I hvert fald blev han redningsmand for Real Madrid, da Bayer Leverkusen kastede alle styrker frem for at fremtvinge en udligning. Specielt hans tredobbelte parade fire minutter inde i overtiden var af høj klasse, og lige netop de individuelle færdigheder blev udslagsgivende på en aften, hvor Real Madrid velsagtens ikke var det bedste hold i Glasgow.
Kort efter Íker Casillas' forrygende redninger blæste den schweiziske dom- mer, Urs Meier, af efter en dyst, der med sikkerhed ikke levede op til dét, der blev leveret på samme bane 42 år forinden, da Real Madrid vandt Europa Cup'en med en legendarisk 7-3-sejr over Eintracht Frankfurt.
Det var de helt ligeglade med i den spanske lejr, for det eneste der talte for Vicente del Bosque og kompagni var at redde sæsonen med klubbens niende triumf i mesterholdsturneringen.
Til gengæld havde Bayer Leverkusens delegation svært ved at finde en passende grimasse efter tre tabte titler inden for bare 11 dage, hvilket træner Klaus Toppmöller indrammede i minutterne efter finalen:
- Fodbold er til tider et ondt spil. Jeg er trods alt meget stolt af mine spilleres bedrifter i denne sæson, og hvis nogen havde sagt til mig sidste sommer, at vi ville blive europæiske vicemestre, var jeg faldet om af grin ...
Godt én måned senere var der med sikkerhed ingen i Leverkusen, der følte anledning til at bryde ud i vild latter. Her leverede klubben nemlig fem spillere til det tyske landshold, der tabte sommerens VM-finale til Brasilien, hvilket blot understregede, at det var lige ved og næsten i 2002 for Tyskland i almindelighed og for Bayer Leverkusen i særdeleshed.
