Don Ø sætter ord på egen død: Mærkeligt
Den 31. oktober var en stor mærkedag for Flemming Østergaard, der nok bedst er kendt under sit alias Don Ø. Her blev den tidligere Parken og FCK-boss nemlig 80 år, og i den forbindelse gav han et interview til Se og Hør.
Her taler Flemming Østergaard om, at han stadig er positiv, og at han glæder sig til hver dag, der venter ham. Han hylder familielivet, der virkelig betyder meget for ham, og som kan give ham let til glædestårer.
Don Ø kommer dog også ind på den mere alvorlige side af livet. Nemlig at han nærmer sig den tid, hvor han skal herfra:
"Det ville være løgn, hvis jeg sagde andet. Jeg har været igennem et alvorligt sygdomsforløb, men knoppen virker stadig. Jeg fik for en måned siden en ballonudvidelse af hjertet, og så har jeg været igennem et lille kræftforløb. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes, det er mærkeligt, at jeg skal dø en dag. Da jeg blev 60, 70 og 75, tænkte jeg egentlig ikke over alder. Men det gør jeg nu," siger Flemming Østergaard til Se og Hør.