LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Josko Gvardiol – Hvad får City i historiens næstdyreste forsvarsspiller?

Manchester City har i dag præsenteret den kroatiske forsvarsspiller Josko Gvardiol. Men hvilke kvaliteter tilbyder den unge kroat med det høje prisskilt?
Pep Guardiolas tropper har denne formiddag præsenteret en ny stor forsvarsforstærkning i form af 21-årige Josko Gvardiol. Kroaten er skiftet til Manchester City fra RB Leipzig for knap 574 millioner kroner. Men hvad kan man forvente at se fra historiens nu næstdyreste forsvarsspiller?

BBC Sport har lavet en række nedslagspunkter i forhold til, hvilke kvaliteter Gvardiol besidder. Heriblandt et par statistiske parametre hvor han sammenlignes med hans nu kommende forsvarskollegaer i City.

Her stikker Gvardiol særligt ud på boldopsnapninger, som han gennemsnitligt lavede 1,4 styks af pr. kamp i sidste sæson. Her overgår han både Laporte, Stones, Akanji, Ake og Dias, som henholdsvis står for 0,3, 0,4, 0,6, 1 og 0,8 styks.

Ydermere er det også værd at fremhæve Gvardiols store involvering i spillet med bolden. Han er den af City-forsvarsspillerne som har næstflest berøringer med 100,5 pr. kamp, hvilket kun er overgået af Ruben Dias’ 102,1.

Han og Dias konkurrerer også i forhold til flest afleveringer, hvor Dias igen har flest med 93,4 i forhold til Gvardiols 88,7 på andenpladsen i City-bagkæden.

Således tyder det på at være en forsvarsspiller der tænker frem i banen, som Guardiola nu får ind i sit forsvarssystem. Udover de statistiske parametre har ekspert i tysk fodbold Jasmine Baba også sat en række mere uddybende ord på, hvilken type spiller Gvardiol er i podcasten BBC Radio Manchester’s We’re Not Really Here:

- Han er hurtig, intens, dynamisk, rigtig god til at ændre retning og virkelig dygtig til at fornemme overgangene imellem forsvar og angreb. Han er en god og adræt forsvarsspiller, og hans styrker ligger i hans pasningsspil. Selv i pressede situationer finder han løsninger frem i banen.

Manchester United-salgsobjektet Harry Maguire er manden, som overgår Gvardiol i forhold til at være den dyrest indkøbte forsvarsspiller nogensinde. Kan Gvardiol mon leve op til de forventninger, som det høje prisskilt vil medføre?

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder