Torsdagens engelske rygter
Af Niklas Gerster

Arsenal har udset sig seks nye transferemner til sommer. Fire af disse skulle være West Hams 24-årige defensive midtbanespiller Declan Rice, Bayer Leverkusens 23-årige franske angriber Moussa Diaby samt Crystal Palaces 22-årige engelske forsvarsspiller Marc Guehi og 30-årige ivorianske angriber Wilfried Zaha. (Mail)
Chelsea er dog også interesserede i Zaha, som klubbens topkandidat til managerposten Mauricio Pochettino også forsøgte at hente i sin Tottenham-tid. (Mail)
Tottenhams jagt på en ny manager fortsætter, og angiveligt er Bayer Leverkusens spanske cheftræner Xabi Alonso nu deres topkandidat til jobbet. Julian Nagelsmann blev for nyligt streget fra listen, da tyskerens lønkrav var for høje for ”Spurs.”
Tottenham har dog også indledt dialog med Sporting Lissabon-cheftræneren Ruben Amorim, og den 38-årige portugiser har indikeret, at han med glæde ville takke ja til jobbet ved sæsonafslutningen. (Times)
Den 30-årige hollandske Manchester United-angriber Wout Weghorst er opsat på at blive på Old Trafford, men klubben har endnu ikke påbegyndt dialog med ham omkring muligheden for at blive. Weghorsts lejeophold fra Burnley udløber til sommer. (Telegraph)
Chelsea er sandsynligvis nødsagede til at lade den 33-årige Gabon-angriber Pierre-Emerick Aubameyang gå gratis, hvis de vil af med ham til sommer. (Telegraph)
Aston Villa er i seriøse forhandlinger med FC Barcelonas afgående fodbolddirektør Mateu Alemany. (Times)