Danmark: Superligaen
FT
1 - 3
(0 - 1)
FC Midtjylland
Lyngby
D. Simsir (57), J. Brumado (82)
S. Magnusson (16), S. Magnusson (79), F. Gytkjær (86)
Andreas Wohlers-Herbert

FC Midtjylland taber mareridtskamp mod Superligaens bundprop

FC Midtjylland havde desperat brug for en sejr, da de søndag tog imod Lyngby. Sådan skulle det dog ikke gå, og eftermiddagen endte både med tre indkasserede mål og et rødt kort for det kriseramte hjemmehold.
Med sne i luften og en nervøs afventende stemning på lægterne, blev opgøret mellem FC Midtjylland og Lyngby sat i gang på MCH Arena. Og kampens begyndelse matchede de lidt tunge omgivelser. Begge hold spillede langsomt, dog klart med hjemmeholdet mest på bolden. Men selvom midtjyderne var bolddominerende, så formåede de ikke at skabe noget offensivt i kampens indledning.

Lyngby havde dårligt været oppe må deres modstanderes banehalvdel, men pludselig landede en cutback-aflevering hos Sævar Atli Magnússon, der iskoldt bankede kuglen i nettet. 1-0 til gæsterne fra Sjælland, og den i forvejen lunkne stemning på stadion blev ikke ligefrem bedre af, at Superligaens bundprop tog føringen.

FC Midtjylland kom bedre med efter scoringen, og ”Ulvene” skabte også et par halve chancer. Men helt farlige blev de ikke, og det var i stedet Lyngby, der med en god afslutning fra kanten af feltet var tæt på at udbygge føringen.

Det blev dog ikke til det store i første halvlegs sidste minutter, og holdene gik til pause med gæsterne fra Lyngby i front. Utilfredsheden var også til at mærke hos hjemmeholdets fans, der buhede deres hold af banen.

Fra anden halvlegs start lignede FC Midtjylland et hold, der havde forstået alvoren. De kom langt bedre fra start, og de skabte gode muligheder. Målet kom da også, da Aral Simsir på fornem vis sendte bolden i mål fra kanten af feltet.

Så lignede det, at midtjyderne skulle overtage kampen, men Lyngby lagde sig ikke ned. Gæsterne skabte rigtig fine muligheder, dog uden det nødvendige slutprodukt. Tempoet gik efterfølgende lidt ud af kampen indtil, at Gustav Isaksen overlegent satte to Lyngbyspillere af, inden han hamrede bolden på overliggeren.

Men lige pludselig gik det galt igen, og igen var det Sævar Atli Magnússon, der sendte bolden ind bag Lössl i FC Midtjyllands mål.

Ondt skulle blive værre et par minutter efter, hvor Junior Brumado, der netop havde gjort comeback, fik sit andet gule kort på fem minutter, og så var det farvel og tak til brasilianeren.

Det straffede gæsterne prompte, da de kort tid efter satte kniven ind med scoringen til 3-1. Lyngbys to angribere Frederik Gytkjær og Alfred Finnbogasson kombinerede fint, og så kunne førstnævnte sparke gæsternes sejr i hus.

Efter lidt bataljer med uenigheder spillerne imellem blev kampen fløjtet af. Det endte altså overraskende med en 3-1 sejr til de sjællandske gæster fra Lyngby, der med sejren kommer op på siden af AaB med 15 point.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER