LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

England: Premier League
FT
1 - 1
(0 - 1)
Nottingham F
Manchester C
C. Wood (84)
B. Silva (41)
Andreas Wohlers-Herbert

Manchester City taber skridt i mesterskabskampen

Nottingham Forest tog lørdag eftermiddag imod Manchester City, hvor det langt hen ad vejen lignede en stensikker sejr til mesterskabsbejlerne fra City. Men sådan skulle det ikke gå, da både Forest-forsvaret og Chris Wood ville det anderledes.
Manchester City kom ganske som forventeligt blæsende ud af starthullerne, og de forsvarende mestre sad fuldstændig på kampen fra første fløjt. Hjemmeholdet fra Nottingham Forest stor parkeret dybt på egen banehalvdel, og Forest-spillerne måtte flere gange kaste sig ned i desperate blokader, for at holde Manchester City fra at score.

Det var faktisk kampbilledet, indtil der var spillet 41 minutter. Så faldt bolden til Bernardo Silvas venstrefod på kanten af feltet, og portugiseren bragede flot bolden ind bag en chanceløs Keylor Navas i målet. Afleveringen til Bernardo Silva kom fra Jack Grealish, der virkelig har fundet formen på det seneste. Mere blev det ikke til i første halvleg, og mesterskabsbejlerne fra Manchester kunne dermed gå til pause med en etmålsføring.

I anden halvleg kom gæsterne igen bedst fra start, og de skabte også flere gode chancer. Blandt andet var Phil Foden og Erling Haaland alene igennem med Keylor Navas, men ubeslutsomhed fra Phil Foden gjorde, at Forest-spilleren Felipe kunne nå tilbage og prikke bolden ud til hjørnespark. Skuffelsen var tydelig i ansigtsudtrykket på Manchester City-spillerne, der her burde havde bragt sig foran med 2-0.

Få minutter senere burde bolden igen have ligget inde bag den costaricanske målmand i Forest-målet, da Aymeric Laporte fik et helt frit hovedstød få meter fra mål. Den spanske forsvarsspiller fik desværre for Manchester City headet bolden direkte ind i favnen på Keylor Navas, der igen kunne ånde lettet op.

Manchester City havde generelt enormt svært ved at finde skarpheden, og især Premier Leagues norske topscorer var upræcis i sine afslutninger. Flere gange havde nordmanden muligheden for at lukke kampen, men bolden ville ikke i nettet. Der blev undervejs både sparket på overliggeren og over et fuldstændig åbent mål, hvilket må siges at være en anelse ukarakteristisk for den norske målmaskine. Også Kevin De Bruyne var uskarp, og belgieren måtte se flere af sine afslutninger gå langt forbi Nottingham Forests mål.

Og de brændte chancer skulle også ende med at komme tilbage og hjemsøge Manchester City, da Chris Wood efter 85 minutters spil dukkede op på bagerste stolpe, hvor angriberen nemt kunne dirigere indlægget fra Morgan Gibbs-White ind bag Ederson i målet.

Manchester City pressede på indtil sidste fløjt, men scoringen kom ikke. De blå fra Manchester tabte altså et vigtigt skridt i mesterskabskampen, hvor konkurrenterne fra Arsenal tidligere lørdag fik tre hårdt tilkæmpede point ude mod Aston Villa.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder