Schmeichel og kompagni sejrede igen på udebane
Kasper Schmeichel og Nice kunne søndag aften trække sig sejrrigt ud af et sydfransk opgør i Marseille.
Kasper Schmeichel og Nice har haft en god udebaneuge. Onsdag slog den sydfranske klub Lens, som på daværende tidspunkt var det bedste hjemmebanehold i Ligue 1, og søndag aften blev det så til endnu en udebanesejr – denne gang over Marseille.
Undertippede Nice kom bedst fra start i søndagens sydfranske opgør, hvor der gik mere end et kvarter, før Marseille formåede at sætte Schmeichel på arbejde. Ünder formåede at sætte Schmeichel på endnu en prøve, som danskeren også bestod, før Nice selv blev farlige – eller fik lov til at blive farlige.
Et målmandskiks hos værterne fra Marseille betød, at Diop kunne kaste sig ind i en nedfaldsbold og heade et føringsmål i netmaskerne. Dante var ganske vist tæt på at score selvmål få minutter senere, men endnu en brøler fra Lopez i Marseille-målet betød, at Laborde kunne sikre Nice en halvlegsføring på 2-0.
Selvom Marseille i begyndelsen af anden halvleg så ud til at have svært ved at finde muligheder i det offensive spil, så skulle pauseindskiftningen af Malinovsky vise sig at være en god idé. Den ukrainske lejesvend fra Atalanta reducerede således for Marseille, da stadionuret rundede en time.
Udligningen lå bogstavelig talt lige til højrebenet for Clauss, men en fremragende redning fra Schmeichel holdt Nice på sejrskurs, indtil der igen var brug for den danske keeper i kampens døende minutter, hvor det var indskiftede Alexis Sanchez, der testede Schmeichel med et svagt skud.
Der var til gengæld ikke tale om et svagt skudforsøg, da indskiftede Brahimi forsøgte sig med et skud udenfor Marseille-feltet, som fandt vej til netmaskerne bag Lopez, som bestemt ikke havde haft nogen god dag på kontoret. Derfor endte søndagens sene Ligue 1-opgør med en overbevisende sejr til Nice.