Bemærkelsesværdige hold – AaB 2008/09
Af Niklas Gerster

2008/09-sæsonen er en sæson, som de fleste AaB-tilhængere formentlig husker overordentligt godt. Det daværende AaB-hold leverede nemlig en række bemærkelsesværdige resultater imod prominente modstandere. Et solidt mandskab bestående af et stort dansk islæt hvoraf et par af holdets bærende kræfter var bejlere til landsholdet. Holdet bestod desuden af en række lokale nordjyder såsom Thomas Enevoldsen, Kasper Risgård, Thomas Augustinussen og Martin Pedersen.
En overskrift til 2008/09-sæsonen kunne være ”kontrasternes sæson.” For selvom AaB imponerede voldsomt i det store Europa, var det utroligt nok langt fra at være tilfældet i den hjemlige liga. Det blev understreget af de udskiftninger, som var på cheftrænerposten, hvor hele tre forskellige herrer nåede at stå på sidelinjen i løbet af aalborgensernes europæiske kampagne.
Eventyret begyndte for AaB i 2. kvalifikationsrunde til Champions League. Anført af den engelske cheftræner Bruce Rioch tog AaB hul på deres første europæiske kamp imod det bosniske hold Modrica. Dem gjorde nordjyderne kort proces med, og vandt samlet 7-1. På daværende tidspunkt var der kun tre knockoutrunder på vejen til Champions League-gruppespillet, modsat i dag hvor der er fire runder.
Dermed skulle AaB blot overkomme en modstander mere for at kvalificere sig til det ypperste europæiske gruppespil. Kaunas fra Litauen var holdet, der skulle besejres. Mulighederne så dermed fornuftige ud for AaB, som var favoritter imod holdet fra den lille nation. AaB snuppede da også to sikre 2-0-resultater, og dermed stod den på Champions League-bold i Aalborg til efteråret.
Ronaldo i Aalborg
Tendensen med de mindre stærke europæiske modstandere stoppede dog også her. I lodtrækningen til gruppespillet dukkede lidt af en europæisk mastodont op af bowlen i form af Manchester United, som få måneder forinden havde hævet det prestigefyldte trofæ. Holdet bestod blandt andet af den spirende verdensstjerne Cristiano Ronaldo. Udover United ventede også en meget kompetent modstander i form af Villarreal fra Spanien samt den skotske traditionsklub Celtic. Som forventet blev det således en svær lodtrækning for AaB, der nok kunne spå størst chance for point imod skotterne.
Netop skotterne var modstanderen i første spillerunde, hvor AaB drog til Celtic Park i Glasgow. Her leverede danskerne en flot præstation, og spillede 0-0 på den svære udebane. Dernæst ventede de forsvarende Champions League-mestre Manchester United, som ovenikøbet også havde vundet Premier League i samme sæson.
Nu skulle verdensstjerner som Wayne Rooney, Cristiano Ronaldo, Nani og Paul Scholes så vise de formidable fodboldevner frem på græstæppet i Aalborg. De leverede da også den forventede kvalitet, og pumpede chancer afsted imod AaB. Hjemmeholdet var dog også godt med i kampen, hvor de i alt blev noteret for 11 målforsøg. Det stod dog ikke måls med Uniteds skudtotal på 26, og derfor kunne der ingen indvendinger laves imod at ”De Røde Djævle” vandt 3-0.
Herefter skulle nordjyderne møde gruppens sidste modstander Villarreal. Her fandt AaB vej til netmaskerne for første gang i turneringen. Det gjorde spanierne dog i den grad også, og det blev en sand målfest, som sluttede 6-3. AaB havde dermed fået en pointmæssig svær start i den hårde gruppe, og som tidligere beskrevet sled nordjyderne også med at overføre præstationerne fra Europa til den nationale liga. I Superligaen var det kun blevet til to sejre i 10 kampe, og dermed lå AaB til nedrykning på en rystende 11. plads. Det udløste en fyreseddel til Rioch, og i stedet fik den uprøvede assistenttræner Allan Kuhn chancen for at bevise sit værd.
Den uprøvede leder
Med Kuhn ved roret skulle AaB forsøge at jagte genoprejsning i det omvendte opgør imod VIllarreal i Aalborg. Her satte de bolsjestribede nordjyder en fantastisk flot præstation sammen. Det blev et tæt og medrivende opgør, som endte 2-2. Jeppe Curth stod for det ene mål, og det andet sørgede Anders Due for, da han leverede en sand frisparksperle, som sikrede en sen udligning i det 81. minut. Et drømmeresultat og en god begyndelse på cheftrænertilværelsen for den dengang 40-årige Allan Kuhn.
AaB begyndte nu for alvor at få smag på tilværelsen i Champions League, og fulgte hjemme imod Celtic op på det flotte resultat imod Villarreal. Her slog danskerne skotterne i en tæt affære, der længe lugtede af endnu en uafgjort, men i det 87. minut lavede Gary Caldwell selvmål. Dermed havde AaB pludselig vendt tingenes tilstand, og stod med imponerende fem point inden gruppespillets sidste spillerunde. Her skulle der såmænd vente en endnu større oplevelse for nordjyderne.
Udsigterne til videre avancement til 1/8-finalerne var lukkede, men AaB kunne trøste sig med stadig at have gode muligheder for at drage videre i UEFA-cuppen, som var datidens svar på Europa League. Det ville de sikre sig med en 3. plads i gruppen, og da Celtic lå under dem med to point, ville en uafgjort imod Manchester United være nok til videre europæisk deltagelse.
AaB brugte hovedet på Old Trafford
United var sikkert videre i Champions League, men skulle duellere med Villarreal om gruppens 1. plads. Derfor var der noget på spil for begge hold, da AaB drog til Old Trafford. De fik dog en frygtelig indledning på kampen, da United allerede bragte sig foran i det 3. minut på et mål af Carlos Tevez. Det slog dog ikke de gæve nordjyder ud af kurs. I det 31. minut fik de tilkæmpet sig et frispark i højresiden.
Det tog Anders Due sig af, og kantspilleren med det kælne venstreben sendte en skarp serv ind i feltet. Indlægget strøg ind i hovedet på midterforsvaren Michael Jakobsen, hvis hovedstød fik bolden til at ændre kurs. Afslutningen kom uden for målmandslegenden Edwin van Der Sars synsvinkel, så den legendariske hollandske keeper nåede kun at få fingerspidserne på, og kuglen strøg således i det lange målhjørne.
AaB havde dermed kurs imod et sensationelt resultat imod et af verdens bedste fodboldhold på det tidspunkt, og legen stoppede ikke her. Det lignede, at holdene skulle gå til pause med uafgjort, men de undertippede danskere fik atter chokeret tilhængerne på Old Trafford. Igen var Anders Due involveret, da han fra venstre side sendte en følt diagonal over på modsatte kant.
Her havde Jeppe Curth listet sig fri, og han mødte den smukke aflevering med sin altid farlige pandebrask. Hovedstødet var timet helt perfekt, og selvom det var fra lang afstand, skruede bolden så meget, at Van Der Sar fra en forstenet position kunne se bolden stryge i modsatte målhjørne. Et fantastisk hovedstødsmål af Curth som tåler mange gensyn, og som kun bliver endnu mere delikat af de forskellige kameravinkler, som scoringen kan nydes fra.
AaB var dermed på en utrolig sejrskurs, men det satte Wayne Rooney en stopper for i begyndelsen af anden halvleg, da han udlignede til 2-2. Men AaB-mandskabet sled på imponerende vis det uafgjorte resultat hjem. 3. pladsen var sikret, og den stod på UEFA Cup til foråret. Kuhn havde imponeret i den nye rolle i cheftrænersædet, og formåede desuden at vende billedet i Superligaen, hvor AaB var kravlet op på en mere acceptabel 6. plads. På trods af de flotte resultater valgte sportsdirektør Lynge Jakobsen alligevel at ansætte en mere prøvet cheftræner til den sidste halvdel af sæson.
Ung svensker hopper på trænerkarrusellen
Den 32-årige svensker Magnus Pehrsson kom til fra den svenske klub GAIS. Han blev således manden, der skulle lede holdet imod videre europæisk succes. 1/16 finalen i UEFA Cup var første skridt på vejen. Her trak nordjyderne det daværende La Liga-subtop-hold Deportivo La Coruna. Pehrsson fik en glimrende start på sin del af den europæiske rejse, da det i det første opgør i Aalborg atter var en flyvende Anders Due, som stjal overskrifterne, da han stod for to kasser i en overbevisende og flot 3-0 sejr imod spanierne.
Dermed skulle Deportivo bestige noget af et bjerg i returopgøret. Det formåede de langt fra, og blev igen banket af de flyvende danskere. Selvom hjemmeholdet kom foran midt i første halvleg, fik AaB hurtigt vendt billedet før pausen. Fra 40. minut til 45. minut lavede AaB tre kasser, som Luton Shelton, Andreas Johansson og Thomas Enevoldsen stod for. Dermed var al spænding dræbt, og eventyret fortsatte for AaB. De var nu iblandt de sidste 16 hold i turneringen, og den næste modstander sendte nordjyderne på en velkendt flyvetur til Manchester.
Denne gang var det dog den lyseblå del af den engelske storby, som var udfordringen for AaB. Manchester City havde netop slået FC København ud af turneringen, så nu skulle de forsøge at gøre kunsten efter imod et andet dansk hold. Tilbage i 2009 var City ikke i nærheden af at være en så velpolstret klub som vi kender dem i dag, men ikke desto mindre var de store favoritter til at gå videre til kvartfinalen.
1/8-finalen blev indledt på Etihad Stadium, og her fik City den drømmestart, de kunne ønske sig, da Felipe Caicedo gjorde det til 1-0 i 8. minut. Det blev tilmed endnu værre for de undertippede danskere, da Shaun Wright-Phillips fordoblede føringen efter en halv time. AaB formåede aldrig rigtig at komme tilbage i opgøret, og City kørte en komfortabel 2-0-sejr hjem. Resultatets spinkle størrelse gjorde dog, at alt fortsat var på spil ugen efter i Aalborg.
Endnu et mirakel for nordjyderne?
Det blev en voldsomt underholdende affære i det nordjyske. Første halvleg var relativt begivenhedsfri, men det kunne man ikke ligefrem sige om anden halvleg. AaB pressede mere og mere på, og selvom kampen længe stod 0-0, skulle der blot en enkelt scoring fra hjemmeholdet til for at skabe en hektisk slutfase. Den fik AaB så pludselig i 85. minut, da Luton Shelton scorede til 1-0.
Nu var det hele pivåbent, og alt blev kastet frem for hjemmeholdet. Det store pres udløste et straffespark i overtiden. Her var det forsvarsspilleren Michael Jakobsen, som fik tildelt det store ansvar. Det levede han fuldt op til, og bankede straffescoringen ind. Holdene skulle nu i forlænget spilletid. Dramaet ville ingen ende tage, og efter halv time hvor ingen af holdene fik puttet bolden i nettet, skulle begivenhederne have en dramatisk afgørelse i form af en straffesparkskonkurrence.
AaB lagde først for, og her var det den sikre straffeskytte Michael Jakobsen, der sparkede først. Han var igen kold, og bankede bolden højt op midt i målet. City fik udlignet ved Chedwyn Evans, inden Andreas Johansson sendte bolden snert ind til 2-1 via stolpen. Målmand Karim Zaza gik igen til den rigtige side på næste spark fra City, men kunne ikke nå afslutningen fra Elano. Den garvede midtbanemand Thomas Augustinussen var næste skytte, men den lokale helt forspildte chancen. Straffet var dog nok blevet taget om med VAR i dag, da Shay Given klart forlod målstregen inden sparket blev udført.
Shaun Wright-Phillips bragte dernæst City foran 2-3, inden Siyabonga Nomwethe udviste de mest vanvittige nerver ved at lobbe bolden op i hjørnet til 3-3. Zaza var atter tæt på at nappe det næste City-forsøg, men Richard Dunnes forkølede afslutning smuttede ind under keeperen. Dermed var Luton Shelton tvunget til at score, hvis håbet skulle leve videre for danskerne.
Jamaicaneren havde givet liv til sensationen med sin scoring til 1-0, og havde været en afgørende spiller for AaB i UEFA Cuppen. Men Shelton brændte, og dermed sluttede eventyret brat for nordjyderne. En forventet udgang for danskerne men skuffelsen var til at se i øjnene på spillerne, som var så tæt på at skabe den store sensation, som det ville være at lande iblandt de sidste otte hold i den næstbedste europæiske turnering.
Starting XI imod Manchester United på Old Trafford:
Karim Zaza
Kasper Bøgelund
Steve Olfers
Michael Jakobsen
Martin Pedersen
Jeppe Curth
Thomas Augustinussen
Thomas Enevoldsen
Kasper Risgård
Anders Due
Marek Saganowski
Kampen vi husker
Der var flere henrivende højdepunkter i 2008/09-sæsonen for AaB. Her får du muligheden for at gense straffesparksgyseren imod Manchester City:
Torsdag d. 19. marts 2009 (AaB 2-0(3-4) Manchester City):
Hvad skete der efterfølgende
Det tætpakkede europæiske program satte som nævnt sit præg i den hjemlige andedam for AaB. Pehrsson formåede kun at sikre nordjyderne en lunken 7. plads i Superligaen med blot 39 point i 33 kampe. Dermed var der ikke europæisk fodbold på programmet i den efterfølgende sæson.
AaB havde herefter en længere årrække, hvor de levede en middelmådig tilværelse i den danske liga. Det blev til flere placeringer midt i tabellen de efterfølgende år, og den traditionsrige jyske klub var sågar uhyre tæt på at rykke ned i 1. division i 2010/11-sæsonen, hvor de først fik afværget katastrofen i sidste spillerunde. Nordjyderne fik dog igen et flot mesterskab i hus i 2013/14-sæsonen. I denne sæson er de endnu engang på en ustabil kurs, og roder atter rundt i den forkerte halvdel af tabellen set med AaB-briller.
På det europæiske plan har Champions League hidtil været en engangsforestilling i Aalborg. Siden den ikoniske 2008/09-sæson har de europæiske kampe været sparsomme, da præstationerne i Superligaen i en lang årrække har været svingende. De har dog siden dengang kvalificeret sig til yderligere et gruppespil i Europa League, som de sikrede sig efter mesterskabet i 2014.