Det læser brugerne på INDKAST lige nu

England: Premier League
FT
6 - 0
(3 - 0)
Manchester C
Nottingham F
E. Haaland (12), E. Haaland (23), E. Haaland (38), J. Cancelo (50), J. Álvarez (65), J. Álvarez (87)
Daniel Fisker

Hattrick-Haaland gør det igen

Erling Haaland var – igen – i hopla, da Manchester City onsdag aften fik besøg af indkøbsstærke Nottingham Forest.
Det var tydeligt, at Nottingham Forest var kommet på besøg hos overmagten allerede fra første fløjt, hvor Manchester City satte sig tungt på spillet. Bolden nåede således dårligt nok op på Manchester Citys banehalvdel, før Foden sendte et diagonalt indlæg i retning af Haaland, som med lethed kunne holde Worrall fra fadet, inden den målfarlige nordmand prikkede bolden forbi Henderson.

Føringsmålet fungerede tilsyneladende som en spand koldt – eller i hvert fald lunkent – vand i hovedet på Nottingham Forest-mandskabet, som formåede at sammensætte et farligt angreb, inden en uopdækket Lodi headede bolden i sidenettet. Herefter var det igen Manchester City og Haalands tur.

Bernardo Silva formåede således at opsnappe en dårlig aflevering fra Nottingham Forest-målmanden Henderson, før Haaland formåede at sætte Foden i scene. Det så ud til, at den engelske kreatør ville score, men en Nottingham Forest-forsvarer formåede at tackle bolden. Tacklingen bragte dog ikke bolden længere end til Haaland, som kunne sparke kuglen i det tomme net.

Efter en halv times spil forsøgte Haaland sig med et lob, som blev hjulpet over målstregen af Stones, men jublen på Etihad Stadium var forgæves. Linjedommerens flag røg i vejret. Jublen var dog ikke forgæves otte minutter senere, hvor Haaland fuldførte sit hattrick – på 26 minutter – ved at heade bolden i netmaskerne på klodshold efter endnu et velgennemført Manchester City-angreb.

Anden halvleg startede, som første halvleg også startede – med Manchester City i fuld kontrol. Der var således kun spillet fem minutter af anden halvleg, før Silva drev gæk med Lodi på venstrekanten, inden han leverede en sublim aflevering til Cancelo, som havde god tid til at tæmme bolden på kanten af Nottingham Forest-feltet, før han sendte et ustoppeligt skud forbi Henderson.

Selvom Haaland var dagens mand i skysovs for Manchester City, så ville klubbens anden nye angriber, Julian Alvarez, som også startede inde, også lege med. Mahrez sendte argentineren afsted med en lang aflevering, og derefter kunne Álvarez klare resten af arbejdet selv. Den tidligere River Plate-profil sendte således en klinisk afslutning forbi Henderson.
Selvom kampens to første målscorere, Haaland og Cancelo, blev udskiftet, da der var 20 minutter tilbage af onsdagskampen, var Manchester City ikke færdige med at score mål. Notingham Forest så ud til at kunne pynte på resultatet, men det ellers lovende frispark blev sendt i muren, hvorefter det gik hurtigt den anden vej. Mahrez efterfølgende skudforsøg blev ganske vist blokeret, men igen stod Álvarez parat til at gøre arbejdet færdigt.

Selvom Álvarez havde lukket og slukket på Etihad Stadium, så det ud til, at De Bruyne, som havde haft en forholdsvis anonym rolle i kampen, også skulle komme på måltavlen. Den belgiske kreatør befandt sig pludselig i en 1 mod 1 situation med Nottingham Forests målmand, som trak sig sejrrigt ud af duellen, og herefter så det ud til at være en lettelse for gæsterne, at dommeren blæste i fløjten for sidste gang.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER