LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

England: Premier League
St. James' Park
FT
3 - 3
(2 - 1)
Newcastle
Manchester C
M. Almirón (28), C. Wilson (39), K. Trippier (54)
İ. Gündoğan (5), E. Haaland (61), B. Silva (64)
Niklas Gerster

Newcastle prikkede til City-usårligheden i stor målfest

Vi fik underholdning for alle pengene, da Newcastle og Manchester City lukkede Premier League-søndagen i en kamp, der bød på seks mål, en frisparksperle og to VAR-situationer.
Det var to formstærke mandskaber, der bød hinanden op til dans i søndagens sidste Premier League-opgør. Newcastle har indledt sæsonen med en sejr og en uafgjort, og udeholdet Manchester City har vundet begge deres kampe. Der var derfor lagt op til en duel imellem to selvtillidsfyldte hold.

Det blev en medrivende første halvleg på St James’ Park, hvor City kom bedst ud af starthullerne. Allerede i 5. minut var der fare på færde for Newcastle. Barca-emnet Bernardo Silva havde fået en startplads, og han kvitterede med en hurtig assist. Efter et par driblinger i højresiden serverede han et indlæg for fødderne af Ilkay Gündogan, som køligt eksekverede oplægget til 1-0.

Så troede man måske at City ville køre de tre point hjem som sædvanligt, men Newcastle fik mere og mere greb om kampen. Allan Saint-Maximin var i gevaldigt spillehumør, og var en stor mundfuld for Kyle Walker, som slet ikke kunne dæmme op for franskmandens utallige gennembrud.

Newcastles overtag gav pote i 28. minut. Saint-Maximin drev gæk med Walker og Rodri med et par fikse sparkefinter, hvorefter han sendte et skruet indlæg ind til Miguel Almiron, som kurede bolden i nettet med knæet. Der blev først dømt offside, men efter en kort VAR-korrespondance stod målet ved magt. City vågnede nu mere op, og kom også til chancer, men Newcastle slap ikke speederen af den grund.

Saint-Maximin modtog bolden i venstresiden efter en lang tværpasning, hvorefter han sprintede direkte imod Citys felt. Herefter lagde han en god pasning til Callum Wilson, som behandlede afleveringen med en perfekt førsteberøring, hvorefter han med ydersiden sparkede den forbi Ederson til 2-1 i det 39. minut.

I anden halvlegs åbning fik Kieran Trippier så stadion til at eksplodere i jubel, da han krøllede et formidabelt frispark op i modsatte målhjørne. Dermed stod der pludselig 3-1 til Newcastle.

City fandt sig dog på ingen måde i denne tilstand, og de fik hurtigt vendt spilbilledet. Kevin De Bruyne sendte et højt indlæg imod bagerste stolpe, hvilket skabte uro i Newcastle-defensiven. Det medførte en returbold til Erling Håland, som hamrede reduceringen i nettet i 61. minut.

Tre minutter senere lagde Kevin De Bruyne en laserstyret stikning til Bernardo Silva, som iskoldt trillede den forbi Nick Pope i målet. City lignede igen et hold på vinderkurs, og det var som om at Newcastle-spillerne var kørt møre efter at have løbet mange kilometer.

Trætheden var måske det der fik Kieran Trippier til at gå hårdhændet til Kevin De Bruyne, som han nedlagde på en mulig City-omstilling. Dommeren trak det røde kort, men efter et VAR-tjek omstødte han kendelsen til gult.

Der var drama til det sidste, men selvom City pressede på, kunne de ikke lave den afgørende scoring. Newcastle holdt flot stand, og opgøret endte 3-3. Dermed fik vi set at City godt kan rystes, og den flotte Newcastle-præstation indikerer, at de har kurs imod en god sæson.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder