Danmark: Superligaen
FT
1 - 3
(0 - 1)
AaB
FC København
A. Sousa (79)
V. Claesson (45), V. Claesson (71), Í. Jóhannesson (90)
Niklas Gerster

Kyniske FCK slog AaB i en urytmisk affære

FCK var ikke sprudlende, men de sparkede chancerne ind i Aalborg.
Både AaB og FCK jagtede sæsonens første sejr i dagens sene Superliga-opgør på Aalborg Portland Park. Hjemmeholdet led et skuffende præmiere-nederlag i Viborg, og FCK tabte 0-1 hjemme imod oprykkerne fra AC Horsens. Dermed var der lagt op til et opgør imellem to pointsultne mandskaber.

Kampen var dårligt startet, før der opstod et grimt sammenstød imellem AaB’s Mathias Ross og Kamil Grabara i FCK-buret. Grabara ragede et blåt øje til sig, og blev erstattet af Kalle Johnsson. Herefter kom en længere fase, hvor begge hold forsøgte at få greb om kampen. AaB var kompakte centralt, og var gode til at bryde FCK’s opspil. Især bomstærke Anosike Ementa ragede en del til sig. Det skabte flere gode spilsekvenser på sidste tredjedel for det nordjyske hjemmehold.

I halvlegens slutfase åbnede opgøret sig dog mere op. FCK trykkede AaB længere ned, hvilket også gav farlige omstillinger den anden vej. Lige inden pausen scorede udeholdet så pludselig, da Viktor Claesson sparkede en hjørnesparksripost ind. Dermed stod den 0-1 efter en duel-præget og chancefattig første halvleg.

AaB åbnede anden halvleg fint, men momentum skiftede dog hurtigt. FCK fik initiativ på bolden, men skabte ikke for alvor store chancer. Den fysiske affære fortsatte, og ingen af holdene havde meget rytme. En kort VAR-korrespondance omkring et muligt FCK-straffe for hånd på bolden fra Allan Sousa opstod så i 64. minut. Fløjten forblev dog tavs. Udeholdet kunne dog senere glæde sig over, at Claesson igen dukkede op. Rasmus Falk spillede Peter Ankersen fri i højre side, og han sendte et fladt indlæg ind i feltet, hvor et passivt AaB-forsvar ikke fulgte Claesson, som bankede den ind til 0-2.

Herfra lignede det at FCK ville cruise imod sejren, men i et ukoncentreret øjeblik fik Victor Kristiansen ikke clearet et fladt indlæg fra Kasper Kusk. Louka Prip opsnappede fejlen, og lagde den til rette for nyindkøbte Allan Sousa, som trillede 1-2-scoringen i kassen. Dermed lurede comebacket pludselig for AaB. De fik dog aldrig jagtet det for alvor, og til sidst smuldrede muligheden for at udligne, da deres målmand Josip Posavec begik en kæmpe fejl. Han fejlbedømte boldens bane og blev overløbet af Isak Bergmann Johanesson, som sendte bolden ind til slutresultatet 1-3.

Dermed fik ”Løverne” fra hovedstaden slettet nullet i tabellen, og rejste sig ovenpå den store skuffelse i sæsonåbneren. AaB er som det eneste hold i ligaen fortsat pointløse efter de første to spillerunder.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER