Klopp: To profiler klar til Champions League-finalen
Liverpools manager, Jürgen Klopp, forventer både Fabinho og Thiago klar til Champions League-finalen lørdag.
Liverpool-manageren mødte fredag pressen forud for lørdagens Champions League-finale mellem Liverpool og Real Madrid. Her kunne han meddele, at både Thiago og Fabinho forventes at være klar til det vigtige opgør i Paris.
- Det ser godt ud for dem begge. Fabinho træner helt almindeligt, og Thiago trænede i går med resten af holdet, og vil træne almindeligt fredag, sagde Klopp på pressemødet i Paris.
Liverpool møder Real Madrid i finalen for anden gang på fire år. Sidst endte det med et nederlag til Klopps Liverpool.