Christian Bang Jensen

Flere Superligaprofiler kan få VM-debut MOD Danmark

Efter fredagens VM-lodtrækning står det klart, at Brøndbys og OBs offensive esser Anis Ben Slimane og Issam Jebali kan få VM-debut mod Danmark.
Tirsdag den 22. november bliver en stor dag. Her indleder Danmark sin VM-deltagelse ved at møde Tunesien, der har flere Superliga-profiler i bruttotruppen. Både OBs Issam Jebali og Brøndbys Anis Ben Slimane har været omkring det nordafrikanske lands nationalmandskab, og Anis Ben Slimane slog tilmed sit navn hårdt fast ved det seneste Africa Cup of Nations i januar/februar.

Brøndby-profilen glæder sig også over lodtrækningen, der har parret Danmark og Tunesien i Gruppe Ds åbningskamp, og her håber den 21-årige offensivspiller, at han kan få VM-debut.

– Det bliver en fed kamp, hvis jeg altså bliver udtaget, det håber jeg, at jeg gør. Jeg glæder mig sindssygt meget, men det bliver nok en kamp med lidt ambivalente følelser, fortæller Anis Ben Slimane til TV2 og fortsætter:

– Der er ingen tvivl om Danmark, da det er et meget stærkt landshold, men jeg kunne da godt forestille mig, at jeg blev ringet op i forhold til lidt inside. Omvendt tror jeg også, at alle har fulgt med ved EM og i VM-kvalifikationskampene og godt kender Danmark og deres styrker.

Anis Ben Slimane står noteret for 20 landskampe og fire scoringer, mens 30-årige Issam Jebali har fem landskampe på CV’et.

Kampen er programsat til klokken 16:00 den 22. november.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER