Ekstra Bladet: Endnu en dansk storklub ude efter Dreyer
Efter mandagens udmelding fra FIFA om at udenlandske spillere frit kan forlade deres russiske klubber, har endnu en klub ud over Dreyers tidligere klub FC Midtjylland meldt sig på banen.
Indkast.dk kunne i går berette at FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, er interesseret i at hente deres tidligere kantspiller Anders Dreyer hjem. “Ulvene fra Midtjylland” er dog ikke længere alene i kampen om at hente Dreyer. Ekstra Bladet skriver i dag, at de har oplysninger om, at FC København skulle have henvendt sig til den vestjyske spiller og tilbudt ham en aftale frem til sommer.
Det bliver dog ikke en nem sag for klubberne at få fat i den eftertragtede venstrebenede spiller. En potentiel lejeaftale ville muligvis gøre, at Dreyer kan komme i problemer i forhold til at vende tilbage til Rusland, hvis Rusland stadig er i krig, når lejeaftalen ophører.
Markedsværdien af Anders Dreyer er efter sigende på 80-100 millioner kroner. FC Midtjylland mangler stadig at modtage en del af de 55 millioner kroner de i sommer solgte Dreyer for til Rubin Kazan.