Optakt: Benfica-Ajax
Onsdag aften tager portugisiske Benfica imod hollandske Ajax, som bragede gennem gruppespillet med maksimumpoint.
Kommentar:
I en knockoutfase, hvor PSG møder Real Madrid, Liverpool møder Inter og Atletico Madrid støder sammen med Manchester United, er Benfica mod Ajax måske ikke den mest sexede kamp, på papiret i hvert fald. For tager man et kig på de to klubbers respektive formkurver samt resultater i gruppespillet, er der bestemt lagt op til et intenst dobbeltopgør mellem to klubber fra nogle af verdens største fodboldnationer.
Benfica tog en flot andenplads i gruppe E, hvor Bayern München tog gruppesejren, mens FC Barcelona måtte en tur ned i Europa League, blandt andet grundet et 3-0 nederlag til Benfica. Ajax gjorde rent bord i gruppen, hvor man hev alle 18 mulige point i land, i øvrigt som den ene af tre klubber. Også Bayern München og Liverpool opnåede dette.
Begge klubber har prøvet at vinde CL-trofæet. Ajax har stået øverst på sejrsskamlen fire gange, blandt andet tre år i træk fra 1971-1973, hvor klubben er én af seks klubber, som har vundet trofæet permanent. Senest Ajax-sejr i Champions League, ligger tilbage i 1995, hvor AC Milan blev slået med 1-0 i finalen. Benfica har vundet trofæet to gange i alt, to gange i træk endda. De succesfulde år ligger dog helt tilbage i 1961 og 1962, mens klubben senest var finalist i 1990.
Benfica og Ajax har krydset klinger en række gange tidligere. Seneste opgør var tilbage i 2018/2019-udgaven af Champions League, hvor de to mandskaber var placeret sammen i gruppe E sammen med Bayern München og græske AEK. Her blev resultatet 1-1 i Portugal, mens Ajax vandt 1-0 hjemme i Amsterdam.
I den portugisiske liga, ligger Benfica aktuelt nummer tre, seks point efter Sporting på andenpladsen og 12 point efter FC Porto på førstepladsen. Det ser dermed svært ud for Benfica at vinde det mesterskab, som klubben har hungret efter siden 2018/2019-sæsonen, hvor man vandt titlen senest. Anderledes bedre ser det ud for Ajax, som topper den hollandske Æresdivision med fem point ned til PSV på andenpladsen.
Optakten til onsdagens opgør må også siges at have været blandet for de to mandskaber. De portugisiske værter har kæmpet noget med spillet siden gruppespillets afslutning. I weekenden smed klubben en 0-2 føring mod nedrykningstruede Boavista, som endte med at hive en 2-2 hjem. I perioden er det også blevet til nederlag mod de direkte konkurrenter i ligaen. Ajax har derimod vundet alt undtagen en enkelt kamp siden de afsluttede gruppespillet med en sejr over Benficas ligakonkurrenter, Sporting. I weekenden blev det til en sen sejr over Willem II, da Jurrien Timber, på noget heldig vis, fik bolden i nettet til en snæver 1-0 sejr.
Skader og karantæner:
Benfica må se bort fra Andre Almeida, Lucas Verissimo, Rodrigo Pinho og Haris Seferovic, som alle sidder ude med skader. De hollandske gæster fra Ajax må undvære Brian Brobbey, Sean Klaiber, Zakaria Labyad og Maarten Stekelenburg, som også må se til fra sidelinjen grundet skader. Ingen af mandskaber kommer til opgøret med karantæner.
Bud på kampens profil:
Jeg tror på, at begge mandskaber har pakket målstøvlerne til opgøret, så kampens profil skal findes i de offensive kæder. Man kan ikke nævne Ajax i denne sæson uden at nævne ivorianske Sebastien Haller, som har banket kasser ind på samlebånd i sin Ajax-tid, hvor det er blevet til 27 mål i 39 kampe, hvoraf 16 af målene er scoret i denne sæson. Haller har også fundet vej til netmaskerne i de seneste kampe for Ajax, da han har scoret seks mål i sine seneste fire optrædener for Ajax.
Lige på den anden side af midterlinjen, står Benficas uruguayanske angriber Darwin Nunez, som også har været garant for mål i denne sæson. 18 mål og to assists i 19 kampe i Benfica-trøjen denne sæson. Også i Champions League, har Nunez fundet vej til netmaskerne. Her er det blevet til 3 mål i seks kampe.
Bud på kampens resultat:
Jeg tror, som nævnt, på en målrig affære onsdag aften. Dog tror jeg, at Ajax løber med sejren, da de ser ud til at være i bedre form end de portugisiske værter. Mit bud lyder derfor på en 2-1 sejr til Ajax. Mon ikke, at Haller får scoret et enkelt mål.
♟♟
— SL Benfica (@SLBenfica) February 23, 2022
Built on history. pic.twitter.com/DViNbUdh9d