Bedre hvis det var Bayern München
Viborg er ikke tilfreds med situationen…
- I en verden, hvor det ofte er de små marginaler, der er afgørende og det, man dyrker og jagter, er det ikke det fedeste i verden at have en cheftræner, der har sagt ja til et tilsvarende job i en konkurrerende klub. Det handler både om dynamikken i truppen og respekten for træneren. Og så er der også følelser involveret, og når man har med mennesker at gøre, så kan man ikke bare skære det fra.
Sådan siger sportschefen i Viborg - Jesper Fredberg - i dagens udgave af Jyllands-Posten efter deres træner Lars Friis har skrevet kontrakt med AaB. Ikke en særlig holdbar situation mener de i Viborg, men ville det være anderledes, hvis det var en udenlandsk klub at Friis skulle skifte til?
- Det kan jeg ikke udelukke. Hvis Lars Friis nu skulle være cheftræner i Bayern München til sommer på en aftale, som var kommet i stand på baggrund af en god dialog med os, kan jeg ikke afvise, at man godt kunne fuldføre en arbejdsopgave og færdiggøre en sæson. Men det er jo ikke kriterierne i denne situation. Sagen er noget mere prekær her, slutter Jesper Fredberg.