Morten Bruun: Dårlig ledelse i Manchester United
Premier League-eksperten svinger med pisken…
Siden Sir Alex Ferguson stoppede i Manchester United har klubben fyret fire manager. David Moyes, Louis van Gaal, Jose Mourinho og søndag blev Ole Gunnar Solskjær smidt på porten. En beslutning, der kommer alt for sent, mener Premier League-eksperten Morten Bruun, der siger til Jyllands-Posten:
- Jeg synes jo, at det burde være sket før. Jeg har haft en fornemmelse af, at ledelsen har ventet på lige præcis sådan et resultat, der var helt katastrofalt. Også selv om man skulle tænke, at nederlagene til Manchester City og Liverpool havde været nok til at trække stikket.
- Det er dårlig ledelse, at man ikke har afskediget ham noget før. I sommerpausen var jeg også optimistisk, men kampene mod Liverpool og Manchester City viste, at Manchester United ikke er i nærheden af de andre tophold lige nu. Han har fået en del længere snor end sine forgængere, fordi der har været et så stort ønske om, at det skulle lykkes for ham.