Hårdtkæmpende AGF'ere snød FCK på målstregen
AGF leverede en hæderlig indsats i Parken og fik til allersidst tilkæmpet sig et enkelt point.
AGF rejste unægteligt til København som underdogs, men det var ikke til at se på århusianernes spil. ”De Hviie” spillede sig – ganske uimponerede – frem til flere chancer. FC København formåede dog at holde gæsterne fra fadet, indtil Jens Stage var få centimeter fra at bringe Superligaens andenplads i front.
Stage stod helt umarkeret ved fjerneste stolpe, hvorfor københavnernes midtbanedynamo ubesværet kunne modtage et indlæg og forsøge at flugte bolden i netmaskerne. Stolpen stod dog i vejen for Stage, som dermed ikke kom på måltavlen mod sin gamle klub.
Det lignede en målløs første halvleg, indtil Lukas Lerager – i første halvlegs tillægstid – tog chancen udenfor AGF-feltet. Midtbanespilleren scorede sæsonens andet Superliga-mål, da han udplacerede Jesper Hansen i AGF-målet med et skud i det fjerneste målhjørne, som 36-årige Hansen nok burde have gjort mere ved.
AGF-mandskabet kom – som det også var tilfældet i første halvleg – bedst ud af omklædningsrummet til anden halvleg. Slutproduktet udeblev dog stadigvæk. Mustapha Bundu leverede en ihærdig indsats, selvom bestræbelserne på at nå frem til FCK-målet igen og igen løb ud i sandet.
De århusianske gæster spillede ganske vist med en stor ivrighed, og AGF var trods alt også stadigvæk med i kampen, da der var 20 minutter tilbage af storkampen i København. En udligning havde dog tilsyneladende lange udsigter – på trods af de ellers positive takter.
FCK-mandskabet genvandt initiativet i slutningen af kampen, hvor Pep Biel havde flere gode muligheder for at lukke kampen. Patrick Mortensen fik dog alletiders mulighed for at sikre AGF et enkelt point, da kampens dommer – i de døende sekunder – pegede på 11-meterpletten. Mortensen, som ellers havde været ret usynlig i kampen, svigtede ikke, hvorfor FCK'erne endte med en lang næse i stedet for tre point.