Niels Nedergaard

Sisto ikke vaccineret: Nu reagerer FC Midtjylland

FC Midtjylland-stjernen Pione Sisto er ikke vaccineret imod corona, og nu åbner midtjyderne op og forklarer, at de godt er klar over spillerens situation, men forholder sig til myndighedernes retningslinjer.
For nylig blev Pione Sisto udtaget til det danske A-landshold. Det har dog siden medført skriverier i pressen om, at den 26-årige FC Midtjylland-profil endnu ikke er vaccineret og indtil nu ikke har ønsket at blive det.

Statsminister Mette Frederiksen gjorde det ellers klart og tydeligt på et pressemøde tidligere på ugen, at alle danskere der endnu ikke er vaccineret skulle skynde sig at gøre det i en omgående fart. Og skal man følge statsministerens ord, så gælder dette også for Pione Sisto.

Nu reagerer FC Midtjylland for første gang på skriverierne i pressen, og den midtjyske klub forklarer, at de udelukkende forholder sig til myndighedernes retningslinjer, som fra torsdag midnat siger, at man som dansk statsborger skal have et gyldigt coronapas enten med en negativ coronatest eller et bevis på, at man er færdigvaccineret.

- Vi er bekendt med Piones situation. Som det er i resten i resten af landet, er det også op til den enkelte hos os, om de vil vaccineres eller ikke. Pione har et gyldigt coronapas, han har fået på grund af smitte, og det er det vigtigste, siger presseansvarlig i FC Midtjylland, Mads Hviid Jakobsen, til BT, inden han tilføjer.

- Vi forholder os ikke til spekulationer, om hvilken immunitet, der er bedst. Vi forholder os til myndighedernes retningslinjer. Pione har et gyldigt coronapas. Mere er der ikke i det, lyder det klare svar fra Superliga-klubben.

Pione Sisto er også selv blevet forholdt spørgsmålet om, hvorfor han endnu ikke er vaccineret, og til det er FCM-stjernen klar i mælet.

- Jeg blev testet positiv, så jeg kører på immuniteten. Jeg vil helst ikke stå og snakke om vacciner. Det er en meget følsom ting at snakke om. Jeg går sindssygt meget op i helbred, og jeg tror på, at man kan passe på sig selv og gøre mange ting i forhold til at være stærk med sit immunforsvar. Det er det, jeg repræsenterer, og det er det, jeg deler ud af. Det er jeg stor fan af, siger Pione Sisto ifølge tipsbladet.dk

Også DBU har nedsat retningslinjer efter myndighedernes anvisninger, men det er endnu ikke et krav, at spillerne lader sig vaccinere, selvom de opfordrer til det, fortæller kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer til B.T.

- Alle spillere på DBUs landshold skal have coronapas, når de møder ind i landsholdslejren. Derudover PCR-testes alle spillere, trænere og stab ved ankomst i landsholdslejren, lyder det korte og klare svar fra Jakob Høyer.

I øjeblikket er landsholdsspilleren Mathias Jensen ude med corona, da han blev testet positiv for nylig og faktisk var årsag til, at netop Pione Sisto blev indkaldt til landsholdssamlingen. Danmark møder Færøerne på fredag, mens man afslutter VM-kvalifikationen på udebane mod Skotland på mandag.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER