LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Daniel Fisker

Ronaldo i omklædningsrummet: Skammer I jer ikke!?

Crisitano Ronaldo holdt tilsyneladende en passioneret halvlegstale, da Manchester United i midtugen var bagud til Atalanta.
Det kørte ikke ligefrem på skinner for Manchester United, da Atalanta onsdag aften besøgte Old Trafford. Gæsterne fra Bergamo var således foran 2-0, da kampens dommer fløjtede til pause.

Cristiano Ronaldo er kendt for sin vindermentalitet, så Manchester Uniteds hjemvendte søn var ingenlunde tilfreds med, at ”The Red Devils” igen var bagud i en Champions League-kamp.

Den portugisiske superstjerne tog tyren ved hornene, da Manchester United-spillerne kom tilbage til omklædningsrummet, hvor han efter sigende holdt en passioneret tale for holdkammeraterne.

- Cristiano talte til hele holdet og sagde, at præstationen var uacceptabel, udtaler en kilde til The Sun.

- Han spurgte dem, om de ikke skammede sig. Han sagde, at det ikke var sådan, Manchester United skulle spille foran klubbens egne fans.

- Han sagde til dem, at de var nødt til at vinde kampen, og hvis de ikke vandt kampen, så ville de måske ikke gå videre fra gruppespillet.

Om det var Ronaldos tale, der gjorde udslaget, er uvist, men der var ikke engang spillet 10 minutter af anden halvleg, før Manchester United var tilbage på sporet.

Først reducerede Marcus Rashford, og herefter udlignede Harry Maguire, da der var et kvarter tilbage af kampen. Til sidst var det så Ronaldo selv, som scorede sejrsmålet.

Manchester Uniteds sejr sikrede Old Trafford-klubben i alt seks point og en foreløbig førsteplads i Gruppe F, mens et nederlag ville have resulteret i en foreløbig tredjeplads.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder