”Den jyske klassiker” sender AGF imod krise
AaB var klart bedst i Aalborg…
I skyggen af New Firm spillede AaB og AGF søndag aften et intens opgør på et totalt udsolgt stadion i Aalborg. Sidst de to hold mødtes, var lige før sommerferien, hvor de mødtes i den europæiske playoffkamp på Ceres Park. Her vandt hjemmeholdet efter straffesparkskonkurrence, efter AaB ellers havde været foran, indtil der var spillet 119 minutter.
I søndagens opgør kom AaB også foran, da Iver Fossum sparkede en løs bold ind, og kort inde i anden halvleg blev det også 2-0 til hjemmeholdet, da Mathias Ross kunne sparke et hjørnespark ind, efter den tidligere AaB-spiller Patrick Olsen slet ikke fik dækket op.
For AGF havde Jon Thorsteinsson et forsøg på overliggeren, men ellers kom de ikke til ret meget, før Frederik Tingager fik en god hovedstødschance med femten minutter igen, og derfor endte det med en sikker sejr på 2-0, selvom AGF kom til flere chancer imod afslutningen.
Dermed har AGF blot hentet to point i sæsonens første fire kampe, og krisen ulmer hos David Nielsens tropper – ikke mindst fordi spillet har været dårligt.