Fodbold nyheder

Avis: Juventus har udpeget tre Ronaldo-erstatninger

Af Daniel Fisker

Juventus-ledelsen er tilsyneladende forberedt på at miste Cristiano Ronaldo denne sommer.

Article image
Ritzau-Scanpix

En skuffende sæson, hvor Cristiano Ronaldo dog blev Serie A-topscorer, har for alvor sat gang i spekulationerne om, at den portugisiske superstjerne vil søge nye græsgange. Juventus har i den forbindelse udpeget tre spillere, som kan erstatte 36-årige Ronaldo i startopstillingen hos ”Den Gamle Dame”.

Gabriel Jesus, som aldrig har været førstevalg i Manchester City, står ifølge Tuttosport øverst på Juventus’ ønskeliste. Harry Kane rygtes denne sommer til ”The Citizens”, og det er sandsynligt, at Jesus vil rykke teltpælene op på Etihad Stadium, hvis Tottenham-angriberen – som det var tilfældet med Sergio Aguero – overhaler den 24-årige brasilianer i køen til spilletid.

Den anden kandidat på Juventus’ ønskeliste er en gammel Serie A-kending – nemlig Mauro Icardi. Den 28-årige argentiner slog sit navn fast i Inter, før han for to år siden skiftede til Paris Saint-Germain. Den forgangne Ligue 1-sæson, hvor Icardi kæmpede med skadesproblemer, bød dog kun på syv mål.

Dusan Vlahovic er den yngste – og måske også mest interessante – spiller på Juventus’ ønskeliste. Selvom Fiorentina havde en skuffende sæson, der endte med en 14. plads, scorede den 21-årige angriber hele 21 mål i 37 kampe, hvilket var nok til en fjerdeplads på topscorerlisten i Serie A.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik