Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Europa: EM
FT
0 - 2
(0 - 0)
Holland
Tjekkiet
M. de Ligt (55)
T. Holeš (68), P. Schick (80)
Daniel Fisker

Tjekkiet er klar til dansk kvartfinale

Et rødt kort til Matthijs de Ligt blev begyndelsen på enden af Hollands EM-eventyr.
Tjekkiets landshold havde ikke ligefrem den mest ideelle optakt til søndagens ottendedelsfinale, da tjekkernes oprindelige flyafgang blev aflyst på grund af en flydefekt. Tredjepladsen fra Gruppe D har dermed kun haft et døgns tid til at forberede sig i Budapest.

Kampens første minutter vidnede om, at tjekkerne – og Tomas Holes – ikke havde indstillet sigtekornet. Det næste kvarter stod i Hollands tegn, men ”Oranje” havde heller ikke fået indstillet sigtekornet, selvom Memphis Depay kom frem til flere fornuftige chancer i kampens første kvarter, hvor Matthijs de Ligt heller ikke formåede at finde vej til netmaskerne med et hovedstød – få meter fra målet.

Den nok største profil på det tjekkiske landshold, West Ham-midtbanespilleren Tomas Soucek, leverede tjekkernes første chance i kampen, da han efter godt og vel 20 minutter beviste sit værd i det hollandske felt, hvor han – med Marten de Roon i baglommen – mødte Petr Sevciks indlæg, som han dog ikke kunne heade i netmaskerne.

Da der var spillet en halv time af søndagens første EM-ottendedelsfinale, var gassen gået af kampballonen. Hollænderne havde hverken levet op til deres favoritværdighed på banen eller på måltavlen, og tjekkerne meldte sig i højere og højere grad ind i kampen, inden kampens dommer satte et punktum for første halvleg, som altså endte uden mål.

Tjekkerne formåede at skabe problemer for Holland i første halvleg. I begyndelsen af anden halvleg var det dog ”Oranje”, som skabte problemer for sig selv, da De Ligt – efter en VAR-gennemgang – fik marchordre, fordi han på klodset vis gjorde brug af sin hånd, da han ville stoppe et lovende tjekkisk angreb.

Det røde kort til De Ligt fik resten af det hollandske landshold til at vakle, og det udnyttede tjekkerne i forbindelse med et hjørnespark et kvarter senere. Her gjorde Bristol City-forsvarsklippen Tomas Kalas forarbejdet, da han først slap fri fra sin oppasser, inden han headede bolden på tværs til Tomas Holes, som kunne heade et forløsende føringsmål i netmaskerne.

Hollænderne formåede ikke at genfinde fodfæstet i kampen, før tjekkerne endnu en gang løb ”Oranje” over ende og formåede at udbygge deres føring. Denne gang blev målskytten Tomas Holes assistmager, da han serverede bolden for tjekkernes topscorer Patrik Schick, som bankede det sidste søm i hollændernes kiste.

Danmarks modstander i EM-kvartfinalen, som skal afgøres lørdag klokken 18, bliver dermed Tjekkiet.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER