Torreira vil tilbage til Serie A
Lucas Torreira vil væk fra Arsenal, og han ser gerne sig selv tilbage i Serie A ifølge uruguayanerens agent Pablo Bentancur.
Den uruguayanske midtbanespiller Lucas Torreira vil tilbage til Serie A, og dermed væk fra Arsenal. Det fortæller spillerens agent Pablo Bentancur i et interview med det spanske medie Marca:
- Han vil tilbage til Italien. Jeg har modtaget opkald fra Frankrig, Rusland og Spanien. Lucas vil dog spille i Serie A igen, og vise sit værd i Italien. Arsenal forstår situationen, og vil mødes med os, så vi kan diskutere situationen.
25-årige Torreira skiftede allerede til italiensk fodbold som ungdomsspiller, hvor Pescara hentede ham i uruguayanske Wandereres. Senere blev han solgt til Sampdoria, inden han i sommeren 2018 skiftede til Arsenal for 219 mio. kroner.
I Arsenal har Torreira spillet 89 kampe. Den seneste sæson har midtbanespilleren brugt hos Atletico Madrid på lån, men den spanske klub har angiveligt ikke i sinde at beholde uruguayaneren og dermed gøre opholdet permanent. Tidligere har en skifte til Sydamerika været nævnt, fordi Torreira ser det som en mulighed for at komme tættere på familien.