Endnu en skadet belgier: Castagne færdig ved EM
Den belgiske skadesliste bliver endnu længere efter gårsdagens sejr over Rusland.
Den belgiske skadesliste indeholder i forvejen midtbanespillerne Axel Witsel og Kevin De Bruyne. Nu bliver landstræner Roberto Martinez´ panderynker en anelse dybere.
Forsvarsspilleren Timothy Castagne måtte nemlig udgå efter et sammenstød med russiske Daler Kuzyaev i første halvleg af de to holds EM-premiere lørdag aften. Efterfølgende har det vist sig, at der er tale om et dobbeltbrud i øjenhulen, det oplyser den belgiske landstræner Roberto Martinez til Sky Sports ifølge bold.dk.
- Det er virkelig dårligt nyt. Det er trist at se Timothy Castagne ryge ud af denne slutrunde.
Martinez gav desuden en opdatering på forsvarsspilleren Jan Vertonghen som også måtte udgå i lørdagens kamp. Vertonghens skade er dog mindre alvorlig, oplyser Martinez.