Simon Lindgren

AC Milan tæt på permanent aftale med stopper

Den engelske forsvarsspiller Fikayo Tomori kan angiveligt se frem til at blive i AC Milan.
Den 23-årige englænder Fikayo Tomori var i den sidste halvdel af den netop afsluttede sæson udlejet fra Chelsea til den italienske storklub AC Milan. Han var blandt andet med til at spille klubben op på en andenplads, hvilket betyder, at AC Milan fra den kommende sæson er tilbage i Champions League.

Tomori spillede 17 kampe i sæsonen med en enkelt scoring til følge. Sammen med danske Simon Kjær har de to været det foretrukne stopper-par i foråret. Det tyder på, at italienerne er ganske tilfredse med forsvarsspillerens præstationer og ifølge BBC er AC Milan meget tæt på at lande en permanent aftale.

Tilbage i 2019 underskrev Tomori en kontrakt med Chelsea, der løber frem til 2024. Det skete som følge af et mindre gennembrud i Chelsea i 2019/2020-sæsonen, hvor han spillede 15 kampe i Premier League. Derudover blev han også belønnet med en landsholdsdebut mod Kosovo i efteråret 2019. Sidenhen gled han væk fra daværende manager Frank Lampards planer.

Efter en fremragende halvsæson i Milano, peger alt på, at Tomori nu skal have fast base i den norditalienske storby.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER