Medie: Barca var interesseret i succesrig Bayern-træner
Ifølge mediet ESPN så skulle Barcelona have forhørt sig om muligheden for at få fat på Hansi Flick, men tyskeren er på vej til et andet stort job.
Hansi Flick er nok en af nutidens mest succesrige trænere med utalige titler som cheftræner for Bayern München, men i april meddelte tyskeren, at han ikke ønskede at fortsætte i storklubben. Kort efter fandt man en løsning, hvor Flick fortsatte sæsonen ud inden, at Julian Nagelsmann tager over.
Efter afskeden med Bayern har det ligget i kortene, at Flick skulle blive den nye tyske landstræner efter EM-slutrunden, men det tyske landshold skulle angiveligt ikke have været den eneste mulighed for tyskeren.
Ifølge ESPN så skulle Barcelona nemlig have taget kontakt til Flick efter, at det kom frem, at han ikke ville fortsætte i det tyske. Barca-præsident Joan Laporta var meget imponeret over Flicks bedrifter med Bayern, og skulle have været interesseret i at bytte Ronald Koeman ud med Hansi Flick.
Det skulle dog være meget tæt på, at Hansi Flick har fået forhandlet en kontrakt med det tyske landshold, som han med høj sandsynlighed kommer til at overtage efter sommerens EM-slutrunde.