Medie: Maurizio Sarri er favorit til at overtage trænersædet i AS Roma
Den tidligere Napoli- og Juventus-træner, Maurizio Sarri, er nu på vippen til at blive træner for endnu en italiensk gigant.
Det er allerede blevet meldt ud, at den nuværende AS Roma-træner, Paulo Fonseca, stopper som træner i den italienske storklub til sommer.
Den portugisiske træner ankom til klubben på en toårig kontrakt fra ukrainske Shakhtar Donetsk i 2019. Dermed udløber aftalen denne sommer, og AS Roma har meldt ud, at den tidligere Porto-træner ikke forlænger med klubben.
Sky Italia melder, at den tidligere Serie A-vinder, Maurizio Sarri, er favorit til at blive træner for 'Giallorossi'.
Sarri har været uden job, siden han blev erstattet af Pirlo i Juventus sidste sommer, hvor han dog stadig er på kontrakt indtil d. 30. juni.
Fonsecas kontrakt ville være blevet forlænget med et år, hvis han havde formået at bringe Roma tilbage i Champions League, men da det scenarie nu er blevet en matematisk umulighed, i og med at Roma ligger på en 7. plads i ligaen med 14 point op til de nærmeste Champions League-pladser og blot 4 kampe tilbage at spille, så bliver portugiserens kontrakt altså ikke forlænget.
Sarri har tidligere været træner for italienske klubber som Pescara, Hellas Verona, Empoli, Napoli og Juventus, og nu kan den 62-årige tidligere Chelsea-manager ifølge rygterne skrive endnu en italiensk klub på CV'et.