Selvmål og en VAR-underkendt scoring sikrede Tottenham tre point
Tottenham sikrede sig her til aften alle tre point mod Fulham efter en tæt kamp, hvor et selvmål og en kontroversiel beslutning fra VAR afgjorde strabadserne på grønsværen.
Fulham skulle forsøge at spille sig nærmere overlevelse i en svær kamp mod Tottenham, som i lignende stil forsøgte at holde håbet om top-fire i live.
Kampen startede meget dynamisk ud, og man kunne fornemme, at Fulhams gode spillemæssige form gjorde, at de havde mod på at udfordre Tottenham. Det var dog Spurs som skulle bringe sig foran. Efter 19 minutter var Abdul-Nasir Adarabioyo uheldig og endte med at score selvmål. Mod slutningen af kampens første 45 minutter pressede Tottenham på. Her havde Heung-Min Son en kæmpe chance, som sydkoreaneren dog missede.
Efter pausen kom Fulham ud med fornyet håb. Scott Parker havde fyret godt op under sit hold i omklædningsrummet. Efter 51 minutter var Joachim Andersen tæt på at udligne for Fulham, her ramte danskeren overliggeren på et hovedstød efter et hjørnespark.
Efter 62 minutter lignede det, at den udlignende scoring kom efter et længerevarende Fulham-pres. Her modtog Josh Maja bolden i feltet og efter et godt stykke intuitivt angriberarbejde kunne han sparke bolden i kassen. Scoringen stod dog ikke længe, da VAR besluttede, at Mario Lemina havde haft hånd på bolden inden scoringen. En relativt kontroversiel beslutning fra VAR-rummet. Den resterende del af kampen bølgede opgøret frem og tilbage, men det blev ikke til de store chancer i kampens slutfase, hvilket betød at Spurs vandt 1-0.
Resultatet var et hårdt slag for Fulham, som fortsat kæmper for overlevelse i Premier League. Tottenham ligger efter sejren nummer otte i PL med 42 point.