Drama: Dommer så ud til at ville nikke Ipswich-spiller en skalle
Det var ingen typisk 0-0 kamp, da Ipswich i går tog imod Northampton i League One, hvor der var drama for alle pengene.
Dommeren Darren Drysdale så – i gårsdagens League One-kamp mellem Ipswich Town og Northampton – angiveligt ud til, at ville nikke hjemmeholdets spiller Alan Judge en skalle i løbet af den målløse kamp på Portman Road. I de døende minutter, udvekslede Drysdale og Ipswich-spilleren først et par ord med hinanden inden dommeren lænede sig frem mod Judge med panden først. Dette resulterede efterfølgende i en direkte udvisning til hjemmeholdets midtbanespiller Flynn Downes.
Efterfølgende er FA blevet gjort opmærksom på situationen, ligesom en talsmand for Ipswich Town har fortalt til Sky Sports, at de i klubben endnu ikke har indsendt nogen form for officiel klage.
- Vi efterlader situationen til autoriteterne, og lader dem beslutte, om der skal reageres yderligere på hændelsen.
Ipswich ligger i øjeblikket på en 11. plads i Englands tredjebedste fodboldrække, mens Northampton må tage til takke med en foreløbig 21. plads.