Nedrykning sender dansk keeper tættere på storskifte
Den 24-årige dansker kom til Leicester fra Brøndby IF i sommeren 2023 for omkring seks millioner pund, og han blev hurtigt klubbens førstevalg i målet. Hermansen havde en stor aktie i Leicesters oprykning til Premier League, men kunne ikke forhindre klubben i at rykke ned igen efter blot én sæson i den bedste række.
Ifølge Football League World og The Sun, står Brentford klar med et bud på omkring 25 millioner pund for danskeren. Også Chelsea, der har ansat Leicesters tidligere træner Enzo Maresca, holder skarpt øje med Hermansen og ønsker at hente ham til Stamford Bridge.
Leicester-eksperten Louchlainn Martin er overbevist om, at Mads Hermansen forlader klubben denne sommer:
»Hermansen er ganske enkelt for god til at spille i Championship. Der er ingen tvivl om, at han forlader klubben, og han er et sikkert bud på at ende i enten Brentford eller Chelsea,« siger Martin ifølge Football League World.
Hermansens eventuelle salg vil også hjælpe Leicester økonomisk, da klubben står over for en nødvendig omstrukturering efter nedrykningen. Målmanden er aktuelt i gang med at komme sig efter en operation, men forventes klar til den kommende sæson – sandsynligvis i en ny klub.